Peter Lund Madsen troede, han var lige ved at blive sindssyg

Et par hurtige bidder af en kold, kynisk kyllingesandwich i går aftes og højre kindtand var flækket. Med en efterfølgende smag af små tandstumper, kyllinge-trevler og blod.

Inde i salen ventede 350 mennesker på ham. Alle med en indkøbt billet til et foredrag om menneskehjernen. Om hvorfor vi alle sammen uden undtagelse bærer kimen til en mental ubalance i os. Inklusiv ham selv. Han ville supplere med sin egen historie om den periode, hvor han i begyndelsen af sine 20ere var ved at blive sindssyg over at tænke på om han, Peter Lund Madsen, var ved at blive… sindssyg!

For hvad sker der med hjernens funktionsevne, når opfattelsen af virkeligheden forsvinder? Når man ikke længere kan genkende sig selv i spejlet, og angsten æder sig igennem marv og ben, så hjertet hamrer, synet flimrer, gulvet forsvinder, og det for alvor begynder at knibe med at få hevet luften ned i lungerne og gennemføre noget så fundamentalt som at trække vejret?

Som så mange andre unge var Peter Lund Madsen dengang stærkt optaget af store eksistentielle spørgsmål:

Hvad vil jeg med mit liv?

Hvorfor er jeg født i Mørkhøj og ikke i Mikronesien eller Mongoliet?

Hvem er det egentlig, der stirrer tilbage på mig, når jeg kigger mig ind i spejlet?

»Jeg kunne have en fornemmelse af, at jeg midt i en helt almindelig dagligdags situation pludselig stod ved siden af mig selv i en parallelverden med en angst for, at jeg var ved at udvikle skizofreni,« erkender manden, der endte med at blive hjerneforsker og mange år senere som 53-årig også fik papir på, at han er speciallæge i psykiatri.

Da angsten forsvandt

En dag sad Peter Lund Madsen i en bus. Nu overbevist om, at han ikke længere var på vej til at blive vanvittig. Han VAR blevet vanvittig. Det gav trods alt en form for ro. For når man befinder sig i det værste, er der ikke længere grund til at frygte det værste. Og selv midt i det værste, var der måske et håb, tænkte den unge medicinstuderende.

Peter Lund Madsen blev hverken sindssyg eller skizofren, da angsten den dag endte for altid i linje 10 på vej hjem mod Østerbro. Den voldsomme bekymring over en måske tiltagende sindssyge forsvandt af uvisse årsager helt af sig selv og ret pludseligt. I en bus.

I stedet oplevede han at blive stadig mere optaget af den menneskelige psyke på et professionelt plan. Af hvad han siden har beskrevet som »hjernens triumftog gennem naturhistorien – fra den primitive hydra til den omstillingsparate menneskehjerne«.

Hjernen vrider Peter Lund Madsen også rundt og rundt og rundt, imens han kigger dybt ind i den, når han i radioprogrammet »Hjernekassen« på P1 en gang om ugen har besøg af forskellige eksperter for at give lytterne enkle svar på komplicerede spørgsmål.

Hvad foregår der for eksempel inde i en seriemorders hjerne? Helt specifikt Amagermandens? Hvornår er der tale om en frisk dreng med masser af energi, og hvornår er det en dreng med en diagnose? Hvordan kan vi se, at det ikke bare handler om at have svært ved at fokusere?

Og hvorfor vil vores hjerne så vanvittig gerne belønnes på alle mulige måder? Det sidste, mener Peter Lund Madsen, er den største fare, der truer menneskeheden i dag.

Vi jager succeserne

På mandag udkommer han med bogen »Dr. Zukaroffs testamente version 2.0«. Det er syv år siden, bogen udkom første gang og meget hjerneforskning har ændret sig siden, forklarer han. I værket redegør Peter Lund Madsen blandt andet for den nydelse og trang, som opstår i forskellige funktionelle systemer i vores hjerne, herunder hjernens belønningscenter.

»Vi oplever en succes eller indtager et stof, som får os til at føle os veltilpasse. Men nydelsen er flygtig, den falmer efter de første gange, vi prøver noget nyt og spændende. Vi begynder, fordi vi belønnes, og vi fortsætter, fordi vi ikke kan holde op. Fælden er klappet.«

Peter Lund Madsen har inviteret indenfor på sit kontor hjemme i lejligheden på Frederiksberg. En smule groggy, siger han, efter den fatale kyllingesandwich dagen før og en akuttid hos tandlægen her til morgen. Nu sidder han pakket ind i en sort vatteret jakke og med en let hævet højre kind. Og skifter jævnligt sin position i den lyse Wegner-stol. Som om smerten ikke er helt forsvundet, og at den gør ham en smule rastløs. Højre ben over venstre, så venstre ben over højre. Sidde lidt med siden til, læne ryggen mere tilbage og strække benene, der munder ud i et par sorte strømpefødder.

»I går aftes blev min hjerne forstyrret af noget helt uventet, og et øjeblik fik jeg katastrofetanker om, hvorvidt tanden ville flække endnu mere, når jeg om lidt skulle ind og holde foredrag. Jeg måtte også gå hen og ånde en, der hedder Chris, i hovedet for at tjekke, om jeg lugtede grimt ud af munden, hvis nogen bagefter kom op for at spørge mig om noget,« forklarer Peter Lund Madsen.»De første fem minutter af foredraget var kritiske, jeg kunne hele tiden mærke den flækkede tand med tungen, derefter lykkedes det mig at komme godt igennem og ud på den anden side. Håber jeg.«

Fire stærke følelser inde i hjerneforskerens egen hjerne:

Den måde, vores hjerne håndterer følelser på, har ifølge Peter Lund Madsen en afgørende betydning for vores færd gennem livet.

»Vi bruger vores følelser til at give os retning i tilværelsen. Vi bruger så i et vist omfang vores rationelle tankegang til at opnå de mål, vi sætter for os selv. Det er i samspillet mellem det faktuelle og det emotionelle, at de rigtige beslutninger finder vej frem i vores hjerner.«

Overlevelse:

»Vi kan ikke på forhånd vide eller regne os frem til, hvordan vi vil reagere, hvis vi havner i en situation, hvor det meget pludseligt handler om noget så vildt som at forsøge at overleve: Vil man redde sig selv – eller vil man også forsøge at redde andre?

Frankrig var for nogle år siden udsat for flere terroranslag med mange døde. I den forbindelse fik vi også herhjemme nogle steder et øget beredskab. Foran Bremen Teater, hvor jeg optrådte sammen med min bror, Anders, havde man ansat nogle vagter til at holde øjne og ører ekstra åbne.

Da jeg stod på scenen, tænkte jeg, at hvis jeg pludselig hørte skud, og der var ved at ske noget i lighed med det, der var sket i Paris, kunne jeg styrte ud ad døren og om bag scenen. Men en dag blev jeg stillet over for et dilemma. Min nærmeste familie sad nede blandt publikum, og jeg tænkte:

Hvad ville jeg gøre, hvis nogen pludselig kom ind og begyndte at skyde? Ville jeg selv løbe om bag scenen, mens min familie var nede i salen? En stærkt ubehagelig tanke, jeg næsten ikke kunne holde ud. Det kan jeg stadig ikke. Jeg håber virkelig, at jeg ville være blevet i salen og løbet ned til min familie. Så måtte vi enten overleve sammen eller blive skudt sammen. Men hvad hjernen beslutter sig for at gøre i selve øjeblikket, det ved man først, når man står midt i det. Det er jeg temmelig sikker på.

Noget andet, der har gjort et meget stærkt indtryk på mig er færgen Scandinavian Star, hvor der i 1990 udbrød brand og 159 mennesker omkom. Her var mennesker ombord, som havde muligheden for slippe væk fra den brændende færge i levende live, men som blev tilbage sammen med de, der allerede var døde eller var ved at dø. Det blev også deres egen død.

Hvis man ser sine børn være i livsfare, får man jo superkræfter og handler måske irrationelt. Når det handler om overlevelse – andres og ens egen – er vi nede i nogle lag, som vi kun kender, hvis vi selv har prøvet at være der.«

Ambitioner

»Ambitionen sidder i pandelappen, altså i den forreste del af hjernen. Allerede da jeg var 10-12 år fandt jeg ud af, at jeg ville være læge. Jeg kan ikke huske hvorfor, kun at det var en følelse, som var meget stærk. Det var en stor gave ikke at skulle spekulere på, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor og voksen. Men jeg husker ikke mig selv som en af de ambitiøse elever i folkeskolen, selv om jeg inderst inde godt vidste, at jeg var kvik. Jeg fik ikke specielt høje karakterer, og var på ingen måde klassens »klogeåge«. Pigerne var altid de dygtigste.

Engang skulle vi på udflugt til Sverige, og af en eller anden grund fik vi hver især en personkarakteristik hæftet på os. Min var: »Lille, stille og forvirret«. Jeg hadede den karakteristik, men den passede jo nok meget godt. I øvrigt var jeg meget umoden af min alder på samtlige punkter og i det hele taget sent udviklet.

Da jeg senere ansøgte om optagelse i gymnasiet, blev jeg meget overrasket over, at jeg overhovedet blev erklæret egnet. Det kom bag på mig, for jeg havde oprigtig talt ikke forventet det. Jeg husker mine år i skolen og gymnasiet som om, at det jeg gerne ville sige – og som jeg indimellem faktisk også havde planlagt, jeg skulle sige – aldrig kom ud af min mund. Det er nok kendetegnende for min skolegang.

Men et eller andet sted, var jeg jo nok ambitiøs, fordi jeg ville være læge og intet andet. Jeg fik 8,3 i snit til studentereksamen, det var den gamle 13-skala, så mere prangende var den studentereksamen så heller ikke. Det var først, da jeg begyndte på Københavns Universitet, at det blev anderledes. Her havde jeg pludselig lettere ved at udtrykke mig, og jeg elskede medicinstudiet. Men i årevis havde jeg alligevel den der med: »En dag finder de alle sammen ud af …«  Altså, at jeg ikke er så klog og dygtig, men bare lader som om, jeg er det. Men – det er nu ved at være en del år siden, jeg sidst var bange for at blive »opdaget«.

Indimellem har jeg tænkt på, hvor mange år jeg har spildt på at gå rundt og tænke, hvor dygtige alle de andre var.

Der er ingen ambitioner uden sten på vejen. På et tidspunkt tidligt i mit forløb som uddannet læge, søgte jeg en stilling på Rigshospitalet, men Rigshospitalet ville ikke have mig. Selv mente jeg, at det var helt oplagt, at det netop skulle være mig. Jeg følte en enorm uretfærdighed, men der var ikke noget at gøre. Afslaget betød, at jeg var grundsur i to år! Det er alligevel temmelig længe at gå rundt og være møghamrende sur.

Hvis vi mere generelt taler om den gode ambition, så er det, at ambitionen udspringer af en unik menneskelig egenskab med en evne til at forestille sig målet med et projekt. Jeg synes, der er noget meget smukt i, når mennesker finder lige præcis det, de gerne vil være rigtig dygtige til og så bliver ved med at dygtiggøre sig inden for det felt.

Ambitioner er en ren følelse, et vigtigt drivmiddel til at gøre det, man gerne vil. Det er et sindssygt vigtigt karaktertræk. Og på mange måder et af de vigtigste drivmidler i menneskets historie og udvikling.

Forelskelse

»Jeg har oplevet en meget stor forelskelse. Faktisk i min kone, som jeg har været sammen med i over 30 år. Jeg er stadig forelsket i hende.

Et rigtig godt udgangspunkt og fundament for et langt forhold, tror jeg, er, at man virkelig har været sådan alvorligt forelsket, da man mødtes. Så meget som det overhovedet kan lade sig gøre. Det gør én immun over for mange dumme tanker og forestillinger, fordi man helt entydigt har prøvet at være meget forelsket i hinanden. Det er der noget dejligt trygt ved.

En forelskelse behøver jo ikke kun vare i tre måneder. Den kan forsvinde lidt, og så kan den komme igen. Hvis der gennem årene stadig er en rest af forelskelse, vil jeg mene, det er godt udgangspunkt for det gode, lange forhold.

Der ligger masser forskning og venter på, at nogen finder frem til, hvordan hjernen mere præcist hænger sammen med forelskelsen. Det er jo en form for sindssyge, en tilstand og en helt enorm stærk følelse, som får mennesker til at gøre de vildeste ting.

Det bliver lidt et gætværk og en fortolkning af, hvordan jeg tror, det hænger sammen. Men det ligger vel fast, at man er forblændet af sin egen oplevelse af at være forelsket. Især hvis forelskelsen er gengældt. Så forsvinder den gradvist, forelskelsen, men kan jo komme igen. Den behøver ikke at forsvinde for altid. I den ideelle verden bliver forelskelsen overtaget af en hverdag og af den dybere kærlighed. Med et ønske om at få det her til at fungere. Jeg tror, at i det gode forhold, vil der altid være en rest af forelskelse tilbage. En »rest-forelskelse« kan man kalde det, som gør, at man synes, at lige præcis det her menneske er noget ganske specielt.

Hvis man nu skulle tillægge forelskelsen en biologisk værdi, vil jeg sige, at det er at få børn sammen. Forelskelsen lokker én i honningfælden, så man kaster sig ind i det her forhold.

For nogle generationer tilbage var et forhold ikke baseret på forelskelse, men på at man skulle finde sin mage, få nogle børn og få det hele til at fungere. Grundlæggende tror jeg på forelskelsen som naturens instrument. Forelskelsen sørger for, at der bliver etableret en ramme for en familie – hvordan den familie så end ser ud.«

Opmærksomhed

»Hvis jeg skulle ønske noget for mine børn – der er meget, jeg ønsker – men noget af det vigtigste ville være dette: Evnen til at være opmærksom. Til at kunne sidde over for et andet menneske med alt sit nærvær og lukke alt andet ude og lade samværet og opmærksomheden indgå i en bevidst tankestrøm, som man husker.

Opmærksomhed er en funktion i hjernen, som er ekstrem vigtig, men som ikke fungerer problemfrit. Manglende opmærksomhed er skyld i mange tab. For det er kun det, som eksisterer i vores bevidsthed, vi er opmærksomme på. Alt andet forsvinder. Hjernen bombarderes udefra af tusindvis af sanseindtryk, som skal sorteres, og som skal ind i en bevidst tankestrøm. I den tid, vi befinder os i nu, er der så mange aktører, der afkræver os vores opmærksomhed. Den ene råber højere end den anden og »Date mig nøgen«, og hvad bliver det næste ... Når de har råbt og skreget tilstrækkeligt længe, holder man op med at høre dem.

Det er slemt med råberiet på de sociale medier, men også i andre medier. Jeg er på Twitter, og det har jeg en plan om at melde mig ud af igen. Der er kun ét at sige, og det er, at det er spild af tid. Det er de langtidsholdbare, gode og relevante fortællinger, som vi husker.

Udover evnen til at være opmærksom, som er et supertalent, ville jeg ønske, at mine børn vil være i stand til at fortælle en god historie. Det er alt andet end let, men noget, der er altid vil være brug for. Sammen med ægte opmærksomhed.«