Patricia Asbæk: »Jeg følte mig meget presset, så jeg tog op i Tramuntana-bjergene, hvor jeg sad og hylede og hylede. Det hjalp!«

Galleristen Patricia Asbæk er korkproppen, der altid kommer op til overfladen igen. En ægte overlever. Med en barndom præget af svigt og skiftende ophold på ni forskellige kostskoler i fem forskellige lande. Og et liv som voksen, hvor hun gang på gang har befundet sig ude midt i et vildt og frådende hav med langt ind til land.

Født i et krigshærget Casablanca i det samme døgn, som Danmark blev befriet, kunne Patricia Asbæk forleden fejre sin 75-års fødselsdag. Dagen efter inviterede hun Berlingske indenfor hjemme i lejligheden i Stockholmsgade.

Hvad falder dig først ind, når du skal beskrive dig selv?

»Grundighed. Nogle mennesker er hurtige, og så kan de komme igennem tingene på en meget charmerende måde. Måske ikke så grundigt, men de kommer videre.

Sådan er jeg ikke. Jeg er et ret grundigt menneske, og det betyder, at jeg skal have tid til mine opgaver i fred således, at de kan løses ordentligt. Jeg skal have tid til, at tingene lever i en rytme, jeg kan klare.

Hvis jeg bliver presset på lige netop min grundighed, så bliver jeg vred. Så smider jeg med tingene, for jeg har temperament.

Oprydning om natten

Jeg vil så gerne have et hjem, der er åbent og generøst. Et sted, hvor mennesker har det godt. Men det er ikke alle, der har samme normer, så jeg har flere gange stået op om natten nede i vores hus på Mallorca og ryddet op. Det var vigtigt for mig, at ingen opdagede det.

Jeg husker specielt en gang, hvor der var fem drenge i swimmingpoolen, 16 voksne, som skulle have frokost og nogle kunstnere, der havde brug for opmærksomhed. Jeg følte mig meget presset, så jeg tog op i Tramuntana-bjergene, hvor jeg sad og hylede og hylede. Det hjalp!

Ingen kunne høre mig, så jeg kunne hyle lige så højt, det skulle være. De bjerge kan godt anbefales, hvis man lige skal skrige og hyle en halv times tid ...«

Er du en skrap kvinde?

»Det ved jeg ikke. Men mange af børnenes venner, er jeg sikker på, har fået deres livs værste skideballe af mig. Måske fordi jeg ikke har syntes, at de lige har været, som de skulle.

Jacob (Patricias mand, red.) er helt sikkert mere elsket end mig. Men med tiden lærer folk, at jeg også er der for dem. I går på min 75-års fødselsdag fik jeg så mange søde hilsner fra unge mennesker, som jeg åbenbart har haft i mit liv, så jeg kan jo ikke have været helt forfærdelig.

Men der er også nogen, som jeg virkelig må have såret dybt, og hvor jeg ikke engang aner, at jeg har såret dem.«

Har du været den, der har bestemt det meste?

»Jeg har i hvert fald altid været den praktiske gris, der har skullet løse problemerne hen ad vejen og sørge for, at vi har overlevet som familie. At tingene også har været der i morgen.

Jacob sprang jo fra hus til hus og fra økonomi til økonomi, vi har aldrig været trygge nogensinde. Vi har været lige så utrygge som mange af kunstnerne.

Derfor har jeg også været nødsaget til at være lidt skrap.

Jeg synes faktisk selv, at jeg har været enormt overbærende, for Jacob har fået lov til at være ret fraværende. Hvor mange kvinder ville have fundet sig i det? Så på den måde tænker jeg ikke, at jeg har været eller er en skrap madame.

Jacob er en kreativ person, han er en drømmer. Han skaber situationerne, vi andre skal befinde os i. Og han er der ikke selv til at løse dem alle. Selv om Jacob er sådan, har jeg fuldt ud accepteret alt det, som han har kunnet.

Ikke nogen løve-far

Vi har levet med de kvaliteter, vi hver især har haft, og som er sådan lidt yin yang. Jeg har heller ikke på noget tidspunkt bebrejdet Jacob, at han er, som han er i forhold til drengene. De har altid elsket deres far og accepteret ham.

Det er så absurd, at folk kan være bebrejdende over for en far, hvis han ikke er en ægte løvefar, en ægte elefantfar – eller hvad det nu er for principper, som nogle mennesker har om, hvordan en rigtig far skal være, for at være elskelig.

I morgen skal vores tre voksne sønner ud at fiske med Jacob, så det kan jo ikke have været helt galt.«

Siden 2001 har I drevet et center og kunstgalleri for international samtidskunst på Mallorca, CCA. Hvordan klarer I det under coronakrisen?

»Jeg må sige, at jeg i øjeblikket er meget spændt på, hvordan det hele kommer til at gå. Lige nu er CCA lukket som alt andet. Vi har aldrig fået en krone i stats- eller fondsstøtte, men jeg har fået kontakt med en kunsthistoriker, der ved alt om at søge midler, så hun skal hjælpe os med at søge forskellige fonde.

Foreløbig har vi fået et lån. I Spanien har man andre lånemuligheder og løsninger, end vi har herhjemme. Med det lån, vi har fået, kan jeg betale vores gæld og nogenlunde overleve dernede indtil videre. Vi har været gode til at klare krisen akut, men om vi også kan klare den på lang sigt, dét er spørgsmålet.

Det bliver svært, men jeg ved, jeg har kunstnernes totale opbakning, hvor mange af dem er internationale og rigtig, rigtig store. Vi skal finde nogle fremsynede partnere, som synes, at det her kunne være interessant, for vi er Europas førende private kulturinstitution. Det har vi papir på.

Mit største ønske er, at CCA kan blive opgraderet til det sted, som det fortjener at være. Det ville for mig være mission accomplie.«

Hvad har været vigtigst for dig?

»At formidle kunst, så det ikke bliver opfattet som noget meget elitært. Det er langtfra alle, som har et afslappet forhold til kunst. Nogle er ligefrem lidt nervøse for, hvordan de skal forholde sig, det kan man mærke.

De tror, at kunst er noget, man skal forstå og kunne forklare. Jeg synes, at vi altid har gjort meget for at være åbne og invitere alle indenfor. Nogle kan måske være lidt usikre, men kunst skal man opleve og nyde på sin egen måde.

Jacob er 76, jeg er 75, og ud over et lager, som vi prøver på at sælge, så er Galerie Asbæk permanent lukket.«

Hvad er dannelse for dig?

»Altså, jeg kan jo se, at folk tager ud til min gode veninde Inge Correll for at lære, hvordan de holder på en kniv og en gaffel. Det er synd, at de ikke har fået det lært endnu. Og endnu mere synd, at de synes, det er nødvendigt. Dannelse er for mig noget fuldkommen basalt. Det er virkelig sjælens dannelse, der tæller, og ikke, om man kan spise perfekt med en kniv og en gaffel.

Dannelse er vitterlig, at have den dér empati, som gør, at man prøver på at forstå andre mennesker. At man mestrer en eller anden form for kommunikation, så man kan begå sig, og det er faktisk noget af det allersværeste.

Spis med dronningen

Hvor tit har man ikke brug for lige at sætte sig selv lidt i scene? »Hey ... her kommer jeg!« Det kommer op i os alle sammen. Men dannelse er netop at kunne holde igen med sig selv og sørge for, at andre mennesker føler sig godt tilpas.

Jeg har lært mine børn, at man både skal kunne tale med bonden og spise med Dronningen.«

Hvordan var din opvækst?

»Jeg er født i Casablanca i Marokko af en dansk far og en fransk mor. Og fordi min mor svigtede min far, forsvandt hun meget tidligt ud af mit liv. På det tidspunkt var jeg kun tre og et halvt år, og for at gøre det nemt for mig, fortalte min far mig, at min mor var død.

Da jeg var syv år, fik jeg en stedmoder, og det blev en hård kamp. Fra da af begyndte jeg på alle de her kostskoler. Hvis jeg tæller alle skolerne med, bliver det til ni i alt fordelt på Frankrig, Marokko, Danmark, England og Schweiz. Det var mange gange, jeg skulle adapte mig selv til nye mennesker.

Jeg elskede min far, selv om han ikke rigtigt var der for mig. Det var sådan set ham, der svigtede mig.«

Hvordan har du det med det i dag?

»Nu er det her ikke nogen offerhistorie, for jeg har jo klaret mig godt igennem, selv om jeg har haft en urolig og krævende barndom. Ikke økonomisk, for der var min familie velstillet. Man kan sige, at jeg for længst har forliget mig med det hele.

I dag kan det føres op til, at jeg har fået et overlevelsesinstinkt. Inklusive en vigtig viden om, hvem der vil mig det godt, og hvem der vil mig det ondt. Senere har jeg fået en rigtig god ballast i form af mine mange gode venner. De venner er jo netop beviset på, at jeg trods alt har overlevet. Jeg har samlet de mennesker gennem mange år.

Puk-bøger til Marokko

Jeg er også et meget nysgerrigt menneske, det, tror jeg ikke, har været uden betydning. Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at jeg har været barnet, der var overladt til sig selv, for der har ikke været meget støtte.

Jeg havde min bedstemor i Danmark, hun elskede mig, hun var mit ideal og mit anker, og hun blev ved med at være der for mig. Hun sendte Puk-bøger til Marokko – desværre kunne jeg hverken tale eller læse dansk, for min far og jeg talte kun fransk sammen. Men det var utrolig sødt af hende og betød meget for mig.«

Hvorfor skiftede du kostskoler så mange gange ?

»Min stedmoder var lidt »den onde stedmoder«, som var hende, der fik ordnet, at jeg skiftede kostskoler ret ofte. Hun skrev til nonnerne på kostskolerne:

»Patricia har en djævel i sig. Det skal I vide, selv om hun virker både sød og er dygtig. Jeg håber, at I kan være med til at udrydde den djævel.«

Nonnerne ledte efter djævelen som død og helvede, og da de ikke fandt den efter tre-fire måneder, begyndte de at skrive hjem til min stedmoder, for hun var blevet ved med at skrive til dem:

»Har I fundet djævelen?«

Når jeg fortæller det her, så er det fordi, det har haft en helt afgørende betydning i forhold til, hvorfor jeg gennem hele mit liv har haft en evne til at begå mig. Det var en nødvendighed for at overleve alle de skoleskift.

Og så er jeg nok lidt af en sær karakter, hvor noget genetisk også spiller ind. Jeg er sådan en prop, der altid kommer op til overfladen igen.

Jeg kan blive meget, meget ked af det og indimellem dybt ulykkelig. Jeg kan også blive meget, meget vred, for jeg har et voldsomt temperament, men det er blevet bedre med årene. Jeg har også fundet mere ro i, at mit liv er gået meget godt. Hvad kan gå galt nu i min alder nu? På den måde er der kommet en anden form for ro.«

Hvilken oplevelse med kunst vil du beskrive som den stærkeste, du har haft?

»Jeg boede i Paris og kom på Louvre hver torsdag. På det tidspunkt havde jeg en ret stor viden om kunst, vi havde også en del værker derhjemme.

Hjertebanken på Louvre

Det var min stedmoder, der tog mig med, hun var god til at aktivere mig, mest fordi hun gik så meget op i alle de mangler, jeg havde. Hun forsøgte også at få mig til at lære at spille klaver, det lykkedes ikke, for jeg er overhovedet ikke musikalsk.

Udstillingen var med kunstneren Mark Rothko. Jeg husker det som et enestående øjeblik af total velvære. Det lyder SÅ banalt, men det var en følelse af, at mit hjerte bankede i takt med verden. Sådan en helt zen-agtig og ud-af-kroppen-oplevelse.

Den der fysiske åbenbaring af kunst hvor, hjernen, hjertet og sanserne smelter sammen ud i ét, det var med Rothko. Selv om Rothko jo bare er farver …farver som kommer ind ad øjnene som lyd ind ad ørene.

Når jeg kommer ind i et hjem, jeg ikke har været i før, så ser jeg ikke – og det er, selv om jeg virkelig er et ordensmenneske – men jeg ser ikke, om der er orden eller uorden og om sengene er redt. Jeg lægger kun mærke til, hvad folk har hængende på væggene. Det er jo min passion.«

Hvilken dansk kunstner har betydet mest for dig?

»Jeg har et særlig blødt punkt for Wilhelm Freddie. Han var en formidabel kunstner og sådan et elskeligt menneske, som betød rigtig meget for mig. Han gik rundt i København og kunne ligne en parfumesælger.

Gucci-sko og kvinder

Freddie elskede panamahatte, Gucci-sko og kvinder. Han kunne læse mig på ét sekund. Hvis jeg en dag kom gående med barnevognen og så lidt trist ud, spurgte han ind til, hvad der var galt. Og hvis jeg havde haft influenza, huskede han at spørge en uge senere, om det hele var blevet lidt bedre. Hvem husker ellers sådan noget?

Vel var han også en krukke, der elskede at sidde omgivet af sine muser. Men jeg har det sådan, at det er folks fejl, som jeg elsker dem for, og Freddie havde mange smukke fejl. Jeg tror, det er sådan, man skal betragte andre mennesker med alle deres fejl og mangler. For det er også der, hvor man kan blive lidt øm om hjertet.

Jeg beundrer kunstnere, for jeg synes, de er så generøse. Min erfaring gennem et langt liv er, at jo større kunstnerne er, desto mere generøse er de. Små kunstnere går ofte i for små sko.«

Hvad anser du for at være din egen og din families største styrke?

»Det må være vores evne til, at vi selv midt i de værste sorger alligevel kan være i stand til bearbejde dem sådan, at vi ikke går ned på dem. Vores mellemste søn, Martin, har haft leukemi og vores ældste søn, Thomas, har haft depressioner.

Efter TV-serien på DR, som vi medvirkede i, beskyldte nogen os for at være overfladiske og ikke tage vores sorger alvorligt, men der er ikke noget, der kan være mere forkert.

Man kan lade sig trække med ned i dyndet, men man kan også prøve at trække sig selv op, uanset hvor hårdt og svært det kan være.

Det var da så fantastisk, at Martin havde fået at vide, at han ikke ville dø af leukemi, derfor skulle der være stort, flot bryllup. Hvorfor ser folk ikke det?

Vi sidder ikke og græder foran TV, men prøver at vise, at selv de dybeste sorger og det, der slår dig mest i gulvet, kan du godt komme igennem, hvis du er ordentlig, og at det fortjener en fest bagefter.«

Hvad betyder generøsitet for dig?

»Hvis mennesker ikke er generøse, vil jeg ikke sige, at jeg ikke kan lide dem, så er de bare ikke en del af min verden. Jeg kan ikke fordrage smålige mennesker, og jeg kan ikke lide nøjeregnende og fordomsfulde mennesker.

Det kan jo være ligegyldigt, om jeg kan lide dem eller ej, jeg står jo ikke og slår dem, men så er de bare ikke en del af min verden. De kommer aldrig igennem, og det kan de mærke.

Jeg kan ikke lugte ham

Når man siger på fransk: Je ne peux pas le sentir, så betyder det, »jeg kan ikke sanse ham«. Det betyder, at jeg ikke kan lide ham, men lide er jo sådan et mærkeligt begreb, og sentir betyder faktisk, at jeg ikke kan lugte ham.

Det er fordi, vi på dansk ikke har nogen små affiniteter med dufte, der spreder sig, det har man på fransk. Jeg gider ikke spilde min tid, for det er venskaber og relationer for vigtige til.

Jeg har haft alt for mange udfordringer med alle de forskellige kostskoler, jeg har gået på, og med de mange forskellige mennesker, jeg har skullet adaptere mig til. Jeg har altid været nødt til at stole på min intuition.

Jeg har taget fejl af mennesker, men jeg må sige, at det ikke er ret tit.«

Har din vanskelige opvækst haft en betydning i forhold til den måde, du betragter andre mennesker på?

»Ja, helt afgjort. Jeg skal lige se mennesker an, og det skyldes sandsynligvis min opvækst og alle de her forskellige kostskoler, hvor jeg har skullet være forsigtig. Den forsigtighed har jeg fortsat. Men hvis jeg først kan beundre, respektere og holde af et andet menneske, og det er gensidigt, så tager jeg virkelig det menneske til mig.«