Det har været lige ved et par gange.
I et ægteskab, der foreløbig har varet i 55 år, er der selvfølgelig gange, hvor man har lyst til at smutte fra det hele.
En af gangene var, da galleristen Patricia Asbæks mand og gallerimakker, Jacob, kom pivfuld hjem til sin kone og mente, at han havde gjort et kup.
»Han havde købt for en halv million kroner af østens kunst, fordi det ene tog det andet. Da han endelig kom kl. 3 om natten, havde han hyret en 3 x 34 til at køre al den nye kunst på vores lager, og han mente, at han var så snedig, at han havde snydt sælgeren, fordi han med i købet havde fået en buddhafigur, som i sig selv var mindst en halv million værd. Senere, da vi fik vores ven Jesper Bruun Rasmussen (kendt auktionarius, red.) til at vurdere buddhaen, viste det sig, at den i bedste fald kunne indbringe 5000 kroner.
Jeg var rasende, for pengene var nogle, vi skyldte til diverse kunstnere, så jeg måtte ringe rundt til dem og bede dem komme og hente en ting fra vores Østen-samling, så vi på den måde kunne nedskrive vores gæld til dem.
Det gjorde de – og jeg aflyste min skilsmissebegæring,« fortæller Patricia Asbæk og tilføjer:
»Der har været nogle vilde episoder i vores ægteskab, men hvis jeg havde været gift med en bogholder, havde jeg kedet mig ihjel. Kunsten er at tilgive og så kunne grine af det.«
I hendes netop udkomne bog, »Skal åbnes ved min død – et liv med kunst, kærlighed og fortielser«, kan man blandt andet læse, at Patricia Asbæk på et tidspunkt fik en vane med, når hun var rigtig vred på sin mand, at kyle hans briller mod nærmeste mur, og hvis ikke de smadrede, måtte hun hoppe på dem.
Hvilket fik den legendariske galleriejer til nervøst at tage sine briller af og putte dem i brystlommen, når han vejrede, at der var ballade i luften.
»Der er tre ting, der skal fungere i et ægteskab: Man skal altid huske at tale og grine sammen. Jacob kan af og til gøre mig så rasende ved at sige et eller andet, og så får vi en god omgang skænderi, og bagefter siger han »hvor er det dejligt at se dig så engageret«. Det andet er, at man skal give hinanden space. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, og lad være med at kontrollere din mand hele tiden, som mange unge kvinder, der er kontrolfreaks, gør i dag. Det tredje er, at I skal bevare respekten for hinanden, for man kan ikke leve med én, man ikke respekterer.«
Casablanca
Patricia Asbæk tager imod i den store gamle Østerbro-lejlighed, hvor der naturligvis er kunst i alle afkroge, for parret har gennem tiden ejet nogle af landets førende gallerier.
Det er svært at vide, hvad man skal pille ud og tale om, når hun har udgivet en bog, som gemmer på så mange saftige, sjove eller triste historier, at læsningen er som at se Casablancas barscene med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman igen og igen, som at snuse til et krydderi, man ikke kender, som at drømme sig tilbage til en tid, som for længst er forsvundet, og som man alligevel helst kun vil læse om og ikke selv opleve.
Patricia Asbæk blev født i netop Casablanca i 1945 og er vokset op i Marokko, Frankrig, England og Danmark, og fra hun var lille fik hun at vide af sin far, at hendes korsikanske mor var død.
Men der var altid noget, der føltes forkert.
Den onde stedmor
Patricia er det, man ville kalde yndig. Tøjet og håret sidder perfekt, og da hun sidder i den råhvide sofa med bare tæer, kan man se, at selv hendes fødder er yndige. Det hele kunne have været så yndigt, hvis ikke der også i hendes liv havde været ganske meget modgang.
For eksempel, da hendes danske far mødte franske Micheline, en verdensdame, der talte syv sprog flydende, og som satte sig for at opdrage den lille Patricia. Allerede efter den første time var de uvenner.
»Min stedmor talte hele tiden om djævlen i mig, som noget jeg havde arvet fra min tilsyneladende promiskuøse mor, og som skulle uddrives med bønner og streng opdragelse. Micheline skrev til hver kostskole, jeg blev sendt til, om min djævelske side, og til sidst troede jeg måske selv på det – derfor var jeg som voksen lettet alle tre gange, jeg fik en dreng, fordi det var, som om der var noget djævelsk kvindeligt, som ikke måtte komme ud i lyset eller gå i arv,« fortæller hun og tilføjer, at hun helt sikkert ikke var en nem teenager.
»Men min franske stedmor var heller ikke nem. Til sidst blev jeg smidt ud hjemmefra og sendt til min farmor Granny i Aarhus, som knoklede for at give mig en god hverdag og gøre mig glad. Granny var min redning.«
Hullede cowboybukser
Patricia Asbæk blev aldrig flipper, på trods af, at hun havde lige præcis alderen i 1968, hvor studentermiljøet i Aarhus var meget anderledes end alt, hun havde oplevet i sin privilegerede franske barndom.
»I Frankrig kan samfundet ikke fungere, hvis ikke der holdes på formerne, mens det i Danmark siden 1970erne har været in at være formløs. Jeg får tårer i øjnene over vores danske velfærdssamfund og alle de mennesker, der bidrager til det – i stedet for at flytte til udlandet for at spare to en halv øre, så du har mere til dig selv. Men det trygge liv har måske gjort, at vi ikke har den store modstandskraft. Fordi jeg boede i Marokko som lille, har jeg nok en anden målestok og kan ikke klare samtaler om, at folk er uvenner med naboen om noget så ligegyldigt som hækken.«
Den unge Patricia gik på universitetet iført plisseret nederdel og bidselsko og stak ud med sine pæne manerer og et sprog, som stadig havde en snert af fransk.
»Jeg syntes, at det var absurd, at de andre studerende troede, at de solidariserede sig med de fattige lande ved at gå med hullede cowboybukser, når jeg vidste fra min tid i Marokko, at de fattige var allerstoltest, når de var iført en ren kjortel. Desuden var det, som om man ikke kunne føle empati med andre, hvis man som jeg kom fra en velhavende baggrund,« siger hun.
Prins Henrik skulle med
Patricia er lidt nervøs for, om hendes bog bliver slugt af sladderbladene, fordi hun i sit liv kom til at færdes blandt de kendte og kongelige. Men prins Henrik skulle med, fordi han både har været en kær ven, og fordi han har haft stor betydning for Asbæk-parrets drøm om at etablere et galleri på Mallorca, CCA, som nu har eksisteret i 22 år.
Det var på den spanske ø, at prinsen gav sin ven Jacob Asbæk en skulptur, »Kysset«, som han blev så begejstret for, at han foreslog prinsen at lave en to meter høj version til Dronningen på hendes 70-års fødselsdag.
»Prins Henrik var en meget god ven og var meget interesseret i kunst. Han elskede Danmark, men på grund af sin franske opdragelse kunne han tage selv de tungeste emner op på et elegant niveau. Selvom jeg ofte hadede min stedmors strenge opdragelse, har den gjort, at jeg aldrig har været i tvivl om, hvordan jeg skulle opføre mig, om det var hos fru Jensen om hjørnet eller til noget fint på slottet. Det giver en enorm tryghed at være ordentligt opdraget. Det kunne man jo også høre, da alle de unge mennesker for nylig skulle til prins Christians fødselsdag, og de var så nervøse for ikke at kende koderne. De ville have nydt oplevelsen meget mere, hvis de var trygge i, hvordan man opfører sig over for høj som lav. Og det har jeg forsøgt at give mine sønner.«
Kunsten har været Patricia og Jacob Asbæks samlingspunkt – og samtidig noget, der viste dem hver sin vej. I et langt ægteskab er man nødt til at have sine egne lommer, forklarer hun.
»Jacob og jeg har haft kunsten som fælles nerve, men har altid set forskelligt på det: Jacob ville gerne selv være kunstner, og skabte jo jernskulpturer indtil den dag, hvor Robert Jacobsen sagde, at han kun ville udstille hos os, hvis Jacob holdt op med sine figurer.
Jacob er vild med tredimensionelle værker, hvor jeg er mere tiltrukket af det mere konceptionelle, noget som invaderer mig gennem øjnene. Jeg føler kunst, men jeg håber, at jeg samtidig får det ned på jorden, så andre ikke er bange for, at de ser på kunst på en »forkert« måde. Generelt kan man sige, at hvis du som kunstner arbejder med det, der er specielt ved dig, eller som Olafur Eliasson tager udgangspunkt i dit meget specifikke ophav, så bliver du samtidig mere international. For vi kan alle relatere til en personlig historie,« forklarer hun og nævner, at hun og Prins Henrik netop fandt sammen via deres personlige historier i det franske.
Og dog var der en stor forskel, som kom for dagens lys en dag, hvor Patricia var på vej mod Château de Cayx for at spille bridge med prinsen og nogle veninder, da hun blev ringet op hjemmefra.
Den store hemmelighed
Der var kommet et brev, som hun fik læst op i telefonen. Et brev, som vendte op og ned på hendes liv og samtidig fik det hele til at falde på plads: Det viste sig, at hendes mor ikke var død, da Patricia var en lille pige, men først nu, som 91-årig.
Igen er tilgivelse nøglen. Og man kan ifølge Patricia godt tilgive, selv om man ikke forstår.
»Måske er det min katolske opvækst, der gør, at jeg har lært at tilgive – også mig selv,« siger hun og griner. Men så bliver hun alvorlig.
»Samtidig forstår jeg ikke, at min mor ikke forsøgte at tage kontakt til mig i alle disse år, og jeg forstår ikke, at min far og farmor løj for mig livet igennem. Jeg har tilgivet min mor i den forstand, at hun var 17 år, da hun fik sit første barn, og det var en tid i Marokko, hvor man på grund af krigen ikke kunne være sikker på, om man var død i morgen, så det gjaldt om at få mest muligt ud af livet. Hun fik fire børn på fem år med fire forskellige mænd, og det var måske derfor, min familie mente, at hun var promiskuøs,« siger hun.
Hun har gjort det, som de fleste forældreløse børn ender med: Ledt efter svar om det ophav, hun ikke kendte.
»Jeg tænker, at hun ledte efter kærlighed og tryghed i en tumultarisk tid, og det kan jeg sagtens tilgive. Men jeg kan ikke forstå, at hun ikke prøvede at finde mig. Da jeg efterfølgende fik kontakt til mine franske halvsøskende, fortalte min storesøster Brigitte mig, at vores mor hvert år i slutningen af april fik en depression. Jeg er født 3. maj og forestiller mig, at hun hvert år tænkte på, hvor i verden jeg var som lille pige, ung kvinde og voksen. Men min far havde fået forældremyndigheden, og måske blev det år for år sværere at tage kontakt til mig.«
Patricia Asbæk mener, at hun har klaret de svære ting i livet ved at tilgive, huske at se det sjove i livet – og bøje af.
»Jeg er ikke noget stort egetræ – jeg er et siv. Jeg svajer, men jeg knækker ikke – eller vælter og får blottet mine rødder,« siger hun, men tilføjer, at hun selvfølgelig har været vred på sin far mange gange.
Hvorfor tillod han sin kone at være så streng ved sin lille datter, hvordan kunne han sende hende væk hjemmefra, og hvorfor løj han om, at hendes mor var død?
I bogen tilgiver hun det blandt andet med, at det rent faktisk var en anden tid, og at hendes mor havde knust sin fars hjerte ved at blive gravid med en anden mand. Og frem for alt havde hun en far, som forgudede hende.
»Jeg tilgiver egentlig mænd alt. Det gælder også Jacob. Jeg har aldrig været tiltrukket af hanbavianer, men de andre – dem kan jeg ikke stå for. Det er så sødt, at de påstår, at de er så meget klogere end kvinder, for det er de jo ikke. Egentlig er de så nemme at gøre glade – de vil bare have fred og ro og blive talt efter munden.«
»Skal åbnes ved min død – et liv med kunst, kærlighed og fortielser« er skrevet i samarbejde med journalist Kristoffer Zøllner og er netop udkommet på forlaget 28B.
