Min ledsager og jeg havde valgt at besøge ILLUM Rooftop, som er den internationalt klingende betegnelse, Illum bruger om deres tagterrasse. Stormagasinet har haft svært ved at komme ind på den sprudlende københavnske restaurationsscene. Ikke senere end i april sidste år måtte Illum, efter kun 15 måneder, trække stikket på deres store italienske satsning, hvor man havde allieret sig med den italienske gourmetkæde Eataly.
Nu har man i stedet valgt at satse på et skizofrent mix af alt fra palæo og pizza til fiskerestaurant og såkaldt øl-bistro. Men den ekslusive stemning fra stueetagen overlever ikke turen op på øverste etage, der indvendigt minder lidt om et amerikansk shopping mall.