»Om lidt er der Nørrebro Pride, og vi opfordrer alle hvide, der har tænkt sig at deltage, til at forberede sig. Vi skal som hvide reflektere over, hvordan vi vil arbejde med vores hvidhed både inden, under og efter Priden,« lyder det i en kommentar, som det i egen selvforståelse radikalt venstreorienterede internetmedie Konfront har lagt ud. Afsenderen er et anonymt og hvidt såkaldt tryghedshold, der beretter om, hvordan hvide mennesker optager for megen plads i offentlige rum på bekostning af etniske minoriteter.
Kommentaren tager læseren på rundtur i tryghedsholdets erfaringer fra en fest 1. maj i Folkets Hus. En fest, der havde til formål at centrere personer fra arbejderklassen og »QTIBIPOC’s,« dvs. queerpersoner, transpersoner og interseksuelle personer, der har anden hudfarve end hvid. Til festen fyldte hvide personer angiveligt for meget og stjal pladsen og rummet fra de etniske minoriteter. Det skabte, hævdes det, utryghed og episoder med aggresivitet og racistisk adfærd. Foreningen Bibimbatty, der holdt festen i Folkets Hus, har ifølge kommentaren tidligere erfaret, at det primært er hvide mennesker, der skaber utryghed og problemer.