Befamlinger, lystne tekstbeskeder, telefonopkald til langt ud på natten.
Plácido Domingo ramte verdens forsider sidste år – i en ny rolle som skurk og seksuelt rovdyr.
Den spanske stjernetenor havde ifølge rygter plaget utallige sangerinder med tilnærmelser og endda befølt en af kvinderne på brysterne under hendes omklædning.
En uafhængig komité under det amerikanske musikerforbund kiggede nærmere på op mod 30 kvinders anklager og kunne tirsdag bekræfte samtlige hændelser i stort set alle detaljer.
Selve rapporten er ikke blevet offentliggjort. Men en hjemmeside fra det amerikanske forbund adresserer sagen og citerer undersøgelsens konklusion:
»Hr. Domingo har rent faktisk været engageret i upassende aktiviteter både på og uden for arbejdspladsen,« hedder det.
Anklagerne mod Plácido Domingo sidste år kom i forbindelse med det omfattende fokus på #MeToo over hele kloden og handlede ikke bare om chikanen som sådan.

Spanieren med den fantastiske karriere i flere end 100 operaer og som stjerne i trioen De Tre Tenorer har været en af musiklivets mest magtfulde mænd og afgørende for kvindernes karriere.
Han var for eksempel musikchef på Washington National Opera og frem til for nylig også på Los Angeles Opera og fandt i 1993 på konkurrencen Operalia med fokus på unge sangere og sangerinder.
»Jeg følte mig helt igennem intimideret,« sagde et kvindeligt offer efter den uønskede nærkontakt med heltetenoren over alle: »At sige nej til ham, var som at sige nej til Gud. Hvordan siger man nej til Gud?«
Fra benægtelse til undskyldning
Plácido Domingo har altså misbrugt både de mange kvinder og sine betroede stillinger gennem årene og fik for eksempel sendt en lovende sangerinde med ulyst til samkvem ud i en stilling som ejendomsmægler.
Manden selv afviste sidste år alle anklager. Han blev så i tirsdags briefet om den amerikanske undersøgelse og udsendte en ubetinget undskyldning få timer før offentliggørelsen.

»Jeg har taget mig tid i de seneste måneder til at reflektere over de beskyldninger, som forskellige kolleger har fremsat mod mig,« hedder det i hans erklæring.
»Jeg respekterer, at disse kvinder omsider følte sig trygge ved at tale ud. Og de skal vide, at jeg er meget ked af den smerte, jeg har forvoldt dem. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger og har taget ved lære af den her erfaring.«
Plácido Domingo beklager også konsekvenserne for kvindernes karrierer og vil fra nu af arbejde på en forbedring af operaens verden i almindelighed.
»Det er mit inderlige ønske, at resultatet vil blive et sikrere arbejdssted for alle i operafaget – og jeg håber, at mit arbejde fremover vil blive et eksempel til efterfølgelse.«