»Opera har så mange lag, giv den en chance!«

Den nye kongelige operachef, John Fulljames, vil værne om de kreative kræfter, engagere publikum og dyrke både det gamle og det nye. Vi mødte den 42-årige brite, der blev uddannet fysiker, men endte med det musikteater, han slet ikke kan undvære.

01BKUDen-Kongelige-Opera-#6.jpg
Portræt af Den Kongelige Operas nye Operachef, John Fulljames.
Læs mere
Fold sammen

»Det er blevet så meget lettere at komme hertil,« siger John Fulljames og ser tilfreds ud.

Siden august har den 42-årige brite været manden i spidse for Henning Larsens operahus - og for Den Kongelige Opera i det hele taget - og da vi møder ham på hans lyse kontor med den fine havneudsigt er noget at det første, han siger, at det er så godt, at Operaen ikke længere ligger isoleret fra resten af byen. Nu har den langt om længe fået et fysisk bindeled i form af den »kyssebro«, der forbinder Nyhavn med Christianshavn. Den er lettere tilgængelig, helt bogstaveligt. Det giver nye muligheder. Dem vil han udnytte.

»Vi skal have flere åbningstimer, og vi skal se på, hvad vi kan tilbyde af oplevelser,« fastslår han.

»Et hus som det her skal ikke være et sted, der kun er åbent mellem kl. 19.30 og kl. 23.00, Og når det er åbent, skal det byde på noget særligt. Der er ting, som kun vi kan gøre, og det har med bygningen og beliggenheden at gøre, men det handler også den kreativitet, der udfolder sig her.«

Hvad der nærmere kommer til at ske, kan John Fulljames endnu ikke gå i detaljer med. Foreløbig har man prøvet at holde dagåbent denne sommer. Det gik godt. Hvad hovedsagen – at producere operaopsætninger - angår, ser han det som sin opgave at holde liv i et bredt repertoire: Der skal være forestillinger, der kan tilfredsstille sangeres og musikeres behov for at komme rundt i alle hjørner, og der skal være forestillinger for både førstegangsoperagængeren og aficionadoen.

Men hvad vil sådan én som han, operaeksperten og operaentusiasten, sige til folk, der aldrig har oplevet en opera, og som måske egentlig heller ikke har tænkt sig at prøve, og som måske lever lykkeligt uden?

»Det første, jeg vil sige, er: Prøv engang,« siger John Fulljames.

«Der er ting, du er nødt til at have prøvet i hvert fald én gang i dit liv. Én af dem er opera. Der er også andre ting. Jeg har selv kun været til én premiership-kamp i mit liv, og jeg er så glad for, at jeg tog af sted, for det er en af de oplevelser, man er nødt til at have haft. Mængdens brølen, det, at du ikke kan se fodbolden, fordi den er så langt væk, alting … Jeg tror, at mit liv ville have været fattigere, hvis jeg ikke selv havde oplevet sådan en fodboldkamp og truffet et valg om, hvorvidt jeg ville gentage oplevelsen hver uge, hver måned eller hvert år. Eller om jeg egentlig syntes, at jeg havde frosset nok ... »

Hvad er det særlige, operaen som kunstform kan?

»Opera engagerer dem, der holder af smukke kostumer, den engagerer dem, der elsker spektakulære billeder, den engagerer dem, der holder af fantastisk musik, og den engagerer dem, der kan lide komplekse historier. Den fungerer på så mange planer, og hvad den gør ved dig, afhænger af, hvem du er. Det kan være, at du er optaget af opera som politisk statement, eller det kan være, at du holder af opera som en følelsesmæssigt overvældende kunstform , eller det kan være begge dele. Forskellige operaopsætninger gør forskellige ting for forskellige mennesker. Men igen: Opera har så mange lag. Giv den en chance! Opera er en kulturel mulighed, underholdende, provokerende, inspirerende og bevægende. Operaen giver os et blik på, hvem vi er, og på, hvem vi var, og meget ofte har vi at gøre med en historie, der foregår på ét tidspunkt, og som er blevet til opera på et andet tidspunkt, og som så er blevet til en konkret opsætning på et tredje tidspunkt. Der er lag af historie i enhver operaproduktion.«

John Fulljames voksede op i Birmingham i en periode, hvor dirigenten Simon Rattle, der senere blev chefdirigent for Berliner Philharmoniker, løftede byens klassiske musikliv, og The Royal Shakespeare Company holdt til lige om hjørnet fra, hvor hans familie boede. Der var altså gode muligheder for store kunstneriske oplevelser, og der blev både lyttet til musik og set teater i hans familie, men han var omkring 20 år gammel, da han oplevede sin første opera.

»Vi opfattede opera som noget, der tilhørte en anden verden end vores, både socialt og kulturelt, så da jeg opdagede den, var det virkelig en åbenbaring,« siger han.

»Operaen kombinerede to ting, som jeg havde et passioneret forhold til: Teater og sang.«

Men du blev alligevel uddannet fysiker fra Cambridge?

»Ja. Jeg elskede matematikken i fysikken, og der er jo også en stærk sammenhæng mellem musik og matematik, og jeg elskede den sikkerhed, der ligger i at finde det rigtige svar. Men på det niveau, hvor jeg befandt mig, var der ingen interaktion mellem mennesker, og samtidig havde jeg denne her dybe passion for musik og teater, så da jeg forlod universitetet, startede jeg et operakompagni sammen med nogle venner, The Opera Group. Kærnen i vores arbejde var at bestille helt nye operaer, og det er en vanskelig proces, hvor man investerer år i udviklingen af et værk, for operaen som genre er kompleks, og det er virkelig vigtigt at få alle elementerne på plads. Alt skal være helt præcist proportioneret. Men vi fik altså sat gang i en masse nye værker, og jeg tror, at det arbejde udviklede min evne til at finde ud af det, som er min største passion: Hvordan en operaopsætning får værdi i kraft af dens evne til at engagere publikum.«

John Fulljames peger, apropos nye operaer, på, at den nuværende operasæson (som han ikke selv har planlagt) byder på hele to nye værker og begge på Operaens store scene: Den britiske stjernekomponist Thomas Adès´ »The Exterminating Angel«, der får premiere til marts, og »Momo og tidstyvene«, der går for øjeblikket og er en familieopera med musik af den ukrainsk-hollandske komponist Svitlana Azarova.

»Det er et kraftfuldt statement. Der er ingen andre steder i Europa, hvor man gør det samme,« siger John Fulljames og tilføjer, at han har været fascineret af de helt unge operagængeres tilgang til »Momo og tidstyvene«. At dømme efter den engagerede summen i foyeren efter forestillingerne, er musikkens kompleksitet nemlig på ingen måde en barriere.

»De helt unge engagerer sig direkte i historien og dens følelsesmæssige side, og det er jo sådan, opera fungerer, når den virkelig fungerer. De voksne har et større intellektuelt filter, de synes måske, at musikken er svær, og når de taler med deres børn efter forestillingen, bliver de overraskede over, hvor vidunderlig de synes, at oplevelsen har været.«

Uanset hvad skal der vel være noget for alle …

»Ja. Udfordringen er at balancere repertoiret, samtidig med at vi jo laver færre produktioner, end vi historisk set har gjort. Vi skal engagere alle dele af publikum. Det er vigtigt.«

Og der skal også være plads til det populære?

»Ja. Det er vidunderligt at præsentere »Tosca«, »La Bohème«, »Carmen« og de andre ikoniske operaer. De er fantastiske førstegangsoplevelser, og de når et stort og ungt publikum.«

Nutidige opsætninger af operaklassikerne går ofte ganske radikalt til værks. Det er der nogle gange nogle mere konservative typer, der bliver sure over. Hvad vil du sige til dem?

»Jeg vil sige, at der findes vidunderlige produktioner, der er placeret i værkets egen samtid, og at der findes vidunderlige produktioner, det er helt nutidige. Det handler alene om kvaliteten af det arbejde, du præsenterer publikum for. Der findes også skrækkelige traditionelle opsætninger, og der findes skrækkelige moderne opsætninger. Spørgsmålet er: Får vi publikum med eller ej?«

Gør vi det i København?

»Ja. Noget af det spændende for mig ved at komme hertil er, at her er så mange operaelskere. Opera har kulturel power her i byen.«

Vi taler også om Den Kongelige Operas faste kreative kræfter: Solisterne, operakoret, Det Kongelige Kapel. John Fulljames kalder dem »juveler« på linje med kronjuvelerne, men jo altså levende juveler, og han taler om nødvendigheden af at pleje dem og nurse dem og sikre, at de får de udfordringer, de skal have. En af opgaverne er, mere konkret, at sørge for, at det, som John Fulljames kalder »den stærke danske Wagner-tradition« holdes i live:

»I solistensemblet har vi en Johan Reuter, der synger Wotan (i »Nibelungens ring«, red.) over hele verden, vi har en Ann Petersen, som jeg første gang hørte synge Wagner i Lyon for seks-syv år siden, vi har disse store danske kunstnere, som vi eksporterer til resten af verden, men som indtil nu ikke har haft muligheden for at synge deres ikoniske Wagner-roller herhjemme. Vi skal finde ud af, hvordan vi gør dét. Det er en stor skam, hvis Wagner ryger ud af repertoiret i et operakompagni med en identitet og en historie som det kongeliges.«

Skal du selv iscenesætte, mens du er i København?

»Ja. Og jeg kan næsten ikke vente. Du kan selv se, hvor langt der er fra mit kontor til scenen, hvor langt der er til øvelokalerne. Jeg tror på værdien af indimellem at skifte fra rollen som kurator og kunstnerisk leder til rollen som én, der befinder sig i hjertet af processen. Jeg glæder mig til at blive involveret på den måde.«

Og fra hvornår sætter du dit præg på repertoiret?

»Planen for 2018 er helt klart, 2019 er fifty-fifty. Fra 2020 er det mig alene, du skal give skylden, hvis tingene ikke lykkes!«

 

soren@berlingske.dk