Om at være høfligt uhøfligt

Kan jeg hjælpe dig med noget, Hitler?

Susanne Staun Fold sammen
Læs mere

Forleden blev jeg kaldt Hitler. Af en stor, betændt byld af en kvinde. Godt så. Men hvorfor så fantasiløs? Hvorfor ikke variere lidt med Ghadafi, Saddam eller en enkelt køn Putin? Fritzl, måske, hvis man er helt nede i kælderen?

Nok så vigtigt: Har alle glemt, hvordan man fornærmer folk høfligt? Så de kun måske opdager det, og så man under alle omstændigheder kan fortsætte samtalen uanfægtet. I sydstaterne kan bless you f.eks. betyde fuck you, så her velsignes i ét væk, og alle er glade. Men hertillands har de finere tacklinger fra skåneærmernes tid fortabt sig i kloakbyger på inderwebben. Ikke for at tale om den gode tone, hvem gider dog det, men mere for at påpege, at det faktisk er muligt at være væmmelig på mere raffinerede måder.

I 1950’erne bad en meget fin dame i fint selskab f.eks. venligt værten om et glas vin og en ny bordherre. I dag ville hun bare have kaldt bordherren … Hitler.

»Siger du det?« er et effektivt hold kæft-bolsje, hvis det udtales slæbende og faux-venligt og ledsages af et tilstrækkeligt nedladende kropssprog. Så meget mere swag end … Hitler.

»Javel så«, kom det tilsyneladende høfligt fra en mand, der stirrede på mig, som om jeg netop havde applauderet hans årsregnskab, hvor sandheden nok var, at jeg havde kaldt ham …Hitler. Eller noget. Som man siger.

»Min fine ven« virker hver gang. Kokken og forfatteren Anthony Bourdain sagde det ligeud: »Det betyder røvhul«. Alligevel kan man fortsætte sin pæne samtale uden afbrydelse efter at være blevet tiltalt min fine ven. Det er mere, end man kan sige om … Hitler.

»Kan jeg hjælpe dig med noget?«, kan betyde alt, fra det bogstavelige hjælpsomme spørgsmål til hvad fanden i hede hule helvede laver du inde på min ejendom? Yes, det er noget, man spørger om, når en hætteklædt mand med tomme weekendtasker over skulderen og brækjern i hånden har forvildet sig ind på ens matrikel. Så stikker man jo ikke hovedet ud ad vinduet og råber: »Hvad laver du på min ejendom, Hitler?« Nej, man stikker først en føler ud – »Kan jeg hjælpe dig med noget?« – hvis man da ikke allerede har låst sig inde på toilettet og ringet til 1813 (hvor man straks får at vide, at man er Hitler).

Men »Du er bare misundelig« er uden konkurrence den høfligste måde at være ækelt sokkeled på: Igen har man ikke fået at vide, at man er Hitler, og igen gør man klogest i bare at lade som ingenting, men her er vi langt inde over den tyske grænse. »Du er bare misundelig« er den øjeblikkelige skakmat, hvorfra det kun kan gå nedad via den defensive selvmordsteknik, der er bredt kendt som Christian Forklaringsrøv. Jo mere man forklarer sig, jo mere forsikrer man sin under høflighedens kåbe ilde skjulte banemand om, at man vitterlig er det der bare misundelig. Skulle en dyndsnapper nogensinde formaste sig til en omgang bare misundelig på min regning, så sladrer jeg direkte til krybdyrhjernen og kalder derpå vedkommende … jamen det gør jeg … Hitler.