En kirkeligt sindet bragte for nylig spørgsmålet om miskundhed op – ikke, hvad det betød, for det vidste hun udmærket. Nej, hun ville vide, hvorfor vi ikke længere brugte ordet: om det skyldtes, at vi ikke længere besad miskundhed? Det kunne jeg ikke svare på, for sandheden – som jeg prøvede at skjule – var den enkle, at jeg havde glemt, hvad dette, mit barndoms ord, betød. Da jeg senere lønligt og skamfuldt slog det op, åbenbarede synonymet for miskundhed, barmhjertighed, sig i al sin stråleglans. Og det er jo heller ikke et ord, der ligefrem hænger på juletræet og puster ud efter at have været i brug hele dagen, ugen, måneden. Er det fordi, vi ikke er længere er miskundeligt barmhjertige? Nyere begreber som liggende praktik kunne tyde på det.
Men opslaget foregik som sagt i lønlighed, et ord, jeg også lige måtte genopfriske, trods det, at englene lønligt iblandt os har gået siden 1850. Lønligt er i øvrigt en underdrivelse, for hvor er de engle, når man f.eks. skal finde en parkeringsplads i København?