Efter en svensk, dansk og engelsk julemiddag – familien er stor og international – trængte jeg til lys og luft. Så sammen med min hustru og datter kørte jeg sidst i det gamle, tyndslidte år op til Hornbæk strand, hvor tangen raslede over sandet, og lyset stod grønt over et gråt hav. Men jeg kunne ikke se det. Eller rettere: Jeg så sandet og vandet gennem en række malerier. L.A. Rings »Hornbæk Strand« og P.S. Krøyers »Hornbæk ved Vintertid« og flere andre lå som et filter over øjnene.

Det er sådan, det er, tænkte jeg i blæsten. Vi ser verden gennem kunstens linser, og summen af malerier, bøger, film og musik spiller med i alt, vi betragter, og i alt hvad vi føler. Det er klart, at al kunst er påvirket af livet, men livet er altså også påvirket af kunsten.

Ja, ja, tænker du måske, og at jeg forveksler mit eget syn på virkeligheden med alle andres. Men tænk på kærligheden, og på hvordan den i dag handler om stærke følelser og om at finde den rette, den der kan forløse en som menneske, hvor smerteligt det end måtte være. Den fortælling findes ikke bare i Goethes »Den unge Werthers lidelser«, men genfortælles i snart sagt enhver Hollywood-film og i millioner af pop- og rocksange.

Nutidens med afstand mest populære kunstformer, film og musik, bliver altså ved med at fortælle historier, som vi – om vi vil det eller ej – indoptager og ser os selv og andre igennem.

Det spejles også i sprogbrugen. »Prinsen på den hvide hest« er jo et lån fra eventyrernes sprog – og billedverden, og i en tid, hvor altings nytteværdi skal gøres op, og hvor kunststøtten endnu engang er til diskussion, er det måske værd at huske, at kunstnerne påvirker noget så afgørende som vores følelser og meninger.

Og med decembers talrige årets bedste- lister holdes de vigtigste linser og filtre op for os. Men den tilbageskuen virker allerede så træt nu, hvor jeg – som i hvert års begyndelse – ser fremad. Ser på, hvad der kommer til at farve min virkelighed næste år, og jeg glæder mig til at læse Chris Kraus’ hårde, morsomme »I Love Dick« i dansk oversættelse, og Édouard Levés »Selvmord«, som han afleverede til sin forlægger for ti dage senere at hænge sig. Det bliver også interessant at læse Paul Austers første roman i syv år, der har den lokkende titel »4 3 2 1«.

Blandt filmene, jeg ser frem til med skrækblandet fryd, er »Amerikansk pastorale« og »Alien: Covenant«. Den første er en filmatisering af en stor og storartet roman, den anden del af den fascinerende Alien-fortælling. Det kan i begge tilfælde gå godt, men også ende som befamling af fortiden.

Det vil under alle omstændigheder påvirke mit syn på alt, præcis som det vil påvirke alle andre, som ser og læser det samme. Kunsten fungerer på den måde ligesom minder, der også i forskellig grad influerer på vores gøren og laden. Kunsten kan på den måde siges at være en fælles erindringsbase. Tænkte jeg med klitterne bag mig og havet foran mine gennemblødte støvler. Godt nytår og kunstår til alle.