Og så er det jul, og hvad har du gjort?

Efter et år, hvor jeg på det ydre plan på mange måder har fået det, jeg har drømt om, så kan jeg igen mærke stikket fra Lennons syrlige julesangsåbning.

»Når jeg tænker tilbage på 2020, så har mit år været præget af en følelse af, at der simpelthen ikke er tid nok til alle de ting, jeg gerne ville gøre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Tidligere på denne julemåned var det 40-års dagen for mordet på John Lennon. Blandt hans musikalske meritter er en af populærmusikkens bedre julesange, »Happy Xmas (War Is Over)«, som de fleste læsere nok vil være bekendt med (muligvis til kvalmegrænsen). Jeg kan godt lide den, og især åbningslinjen fascinerer mig: »And so this is Xmas, and what have you done?«
Med lennonsk spidshed placerer den lytteren i den varme stol. For hvad har jeg egentlig selv gjort i årets løb?

Der er mange skønne ting ved julen, men det kan også være en tid, hvor der, med en parafrasering af Dan Turèll, bare er for meget, mand. For meget forbrug og for meget slik og for meget mad og for meget drikke. Når jeg som oftest er gået halvbevidstløs og/eller fortravlet gennem julen og især som barn og ung nydt godt af andre menneskers indsats for gaver og forplejning, så har Lennons fordring sommetider stukket i mig. Hvad har jeg selv gjort?

Efter et år, hvor jeg på det ydre plan på mange måder har fået det, jeg har drømt om, så kan jeg igen mærke stikket fra Lennons syrlige julesangsåbning. For i et år, hvor jeg selv har fået så meget, har jeg så selv givet det samme tilbage? Og her taler jeg ikke om banal økonomi, men om vigtigere ting – om omsorg, om tid. Har jeg været der for menneskene i mit liv, når de havde brug for det? Og gør jeg fra mit privilegerede udgangspunkt nok for at forbedre verden, eller har jeg travlt med at mele min egen julekage?

»Hvis der er én positiv ting, der er kommet ud af dette mærkværdige og sørgelige år i pandemiens skygge, så er det, at vi er blevet bevidste om, at vi mennesker har brug for hinanden.«


Det nære

Der findes ikke facitlister på den slags spørgsmål, så det er op til den enkelte selv at granske sin sjæl og sin adfærd for at komme frem til svar. Når jeg tænker tilbage på 2020, så har mit år været præget af en følelse af, at der simpelthen ikke er tid nok til alle de ting, jeg gerne ville gøre. Kærlige mail og sms'er fra familie og venner bliver hængende i indbakken i ugevis uden svar, og jeg har taget alt for lidt kontakt den anden vej og spurgt til, hvordan de andre har det.

Det skyldes ikke utaknemmelighed eller dårlige intentioner, men min evige undskyldning, travlhed. Men det er jo kun en del af sandheden. Eller i hvert fald til en vis grad selvforskyldt. Vi får alle den samme mængde tid udstukket pr. dag eller uge, men måden, man forvalter den på, er op til én selv. Derfor må et tidligt nytårsforsæt for mig selv være at gøre op med den evige tidsoptimisme, der udspringer af gode intentioner, men efterlader dens ejermand halsende efter sit eget liv.

Den næste

Hvis der er én positiv ting, der er kommet ud af dette mærkværdige og sørgelige år i pandemiens skygge, så er det, at vi er blevet bevidste om, at vi mennesker har brug for hinanden. Teknologien kan ikke fikse alle vores behov eller løse alle vores problemer. Selvom det ikke altid virker sådan med selvbestaltet coronapoliti både ude i verden og online, så kan påmindelsen om vores indbyggede sociale behov som mennesker måske give et skub i en retning, hvor vi er en lille smule venligere og mere kærlige over for vores næste.

Selvom smilene har været gemt væk af masker det meste af året, vil jeg næste år gøre mig ekstra umage for at være venlig over for de mange navnløse fremmede, jeg kommer til at dele det offentlige rum med. Det gælder ude i verden og online.

Det fjerne

Et tredje sted, hvor man kan spørge sig selv, om man gør nok, er i forhold til den måde, vi forvalter vores fælles ressourcer på. Vi lever i et meget privilegeret samfund, men også et, som overforbruger naturens ressourcer i en ret ekstrem grad. Selvom vi bryster os af at være et grønt foregangsland og også er det på nogle områder, så er hver danskers CO2-aftryk højt – og langt over, hvad Jorden ville kunne holde til, hvis alle andre forbrugte lige så meget som os.

Derfor kunne en anden måde at gøre en forskel på være at købe færre materielle goder – og gerne af bedre kvalitet eller genbrug. Det er ikke for at springe ud som en midaldrende mandlig version af Greta Thunberg, men som tænkende menneske skylder man sig selv at forholde sig til, hvad for en verden, ens forbrug understøtter. Enhver krone, man bruger, er en stemme på den verden, man ønsker at leve i.

Plastikdippedutterne til ti kroner i lavprissupermarkedets trådnet er ikke nødvendige nok for vores livskvalitet til, at det retfærdiggør, at man køber dem i blinde uden tanke for, at man på den måde er med til at skabe mere produktion og affald i verden. Og hvis man godt kan lide et levende bybillede, så kan man med fordel besvære sig ud af sofaen og ned i rigtige butikker med rigtige mennesker og købe sine varer der i stedet for at købe alt på nettet.

Lektien til næste års eksamen

Hvis jeg formår at gøre de ting bare lidt bedre i løbet af det kommende år, vil jeg være bedre forberedt, når John Lennon næste år vender tilbage med eksamensspørgsmålet.

Men nu over til dig: Hvad har du gjort, og – måske vigtigere – hvad vil du gøre?

Glædelig jul!