Den 52-årige Noel Gallagher, der var frontmand i 90er-britpoppens førsteband Oasis, har fortalt formiddagsavisen The Irish Sun, at han ansøgte om at få irsk pas, kort efter at briterne i 2016 stemte sig ud af EU.

Dermed er Noel Gallagher en af tusinder af briter, der har ansøgt om at få irsk pas for at have en fod indenfor i EU, når Brexit bliver en realitet. I de første seks måneder af 2019 blev der udstedt omkring 78,000 irske pas til engelske statsborgere, næsten 18,000 flere end antallet af irskfødte, der fik irsk pas i samme periode.

Noel Gallagher har tidligere udtalt, at det var »udemokratisk« at forsøge at stoppe Brexit, ligesom han har foreslået de briter, der stemte imod Brexit, at flytte til Nordkorea.

Noel Gallagher har ret til at skaffe sig EU-statsborgerskab via Irland, da begge hans forældre er født i Irland.

»Jeg var nødt til at gøre noget for at gøre mit liv lettere, når jeg skal på turné i Europa,« siger Gallagher til The Irish Sun.

Gallagher har på et tidspunkt selv været imod Brexit, men så sig allerede i 2017 sur på den langvarige proces med at få Storbritannien ud af EU.

»I England har der været for meget ballade om Brexit. Man plejede at kalde det fascisme, når man prøvede at forpurre at folkets vilje blev sat igennem. Det gør man bare ikke, når det er en hip sag,« sagde Noel Gallagher.

I de sociale medier bliver rocksangeren nu beskyldt for at være hyklerisk, når han på den ene side bakker op om Brexit-afstemningens resultat, samtidig med at han stadig gerne vil være EU-borge. Men tilsyneladende er hans mening til Brexit uforandret.

»Jeg synes ikke, at vi bør forlade EU, men nu hvor vi har haft afstemningen, er vi nødt til at gøre det. Demokratiet skal adlydes,« siger han til The Irish Times.

Alle  med irsk pas vil bevare retten til at arbejde hvor som helst indenfor EUs grænser og have visa-fri indrejse til 172 lande over hele verden. På trods af, at EU for ti år siden pålagde Irland at føre en stram økonomisk politik, er flertallet Irland for et fortsat EU-medlemsskab stadig meget stort.