Ny serie om tysk kendisnarkoman fremstiller junkieliv som »Friends« på heroin

En bølge af nostalgi har oversvømmet film og tv, hvor snart sagt alt genindspilles. Nu er turen kommet til historien om den tyske kendisnarkoman Christiane F, der er blevet til en glittet serie på Viaplay. Det giver god mening. Desværre misforstår serien en central pointe.

Viaplays nye serie om »Christiane F« er lækker, flot, euforiserende. Den advarende pegefinger er langt then ad vejen blevet til et hipt håndtegn, som ingen rigtig kan tyde. Her er Christiane F (Jana McKinnon) på diskoteket Sound med vennen Axel (Jeremias Meyer). Fold sammen
Læs mere
Foto: VIaplay Mike Kraus / Soap Images

Man skulle tro, at hele verdens manuskriptforfattere var gået i hi, når man ser på den mængde af film og serier, der får endnu en tur i manegen eller følges op med nye afsnit. »Friends« skal samles igen. Maverick-figuren skal støves af i en kommende »Top Gun«, og singlekvinderne skal endnu en tur rundt om blokken i en opfølger til »Sex and The City«-serien.

Selv Tysklands mest kendte narkoman, Christiane F, der tog heroin som 12-årig, var gadeluder som 14-årig og senere blev hovedperson i både en bog og en film, er nu genstand for en ny serie.

Filmen fra 1981 kastede mørke skygger over en hel generation, der så de frysende børn fra Bahnhoff Zoo som en del folkeskolens pligtstof. Selvom mange så den som romantisk og dragende, var den også en lang, grynet deroute fyldt med børn, der junkede deres ensomhed væk på Berlins offentlige toiletter. Mens forældrene havde travlt med deres egen hverdag, faldt en ny generation gennem et sort hul, de aldrig rigtig kom op fra igen.

I den forstand giver det god mening at genindspille historien om Christiane F. En ny tids forældre har måske mere end nogensinde brug for en påmindelse om, hvor ensom ungdommen kan være. Og de nye kids bør se, hvad der sker, når rastløshed og kedsomhed får frie tøjler.

Serien, der kan ses på Viaplay, har bare et grundlæggende problem. Den har totalt fjernet det menneskelige mørke, der sidder som sørgerande under Christianes barneøjne. I 2021 skal alt åbenbart se lækkert ud. Selv en historie om billig junk.

Selv græsset er grønt

Christiane F bor fortsat i en trøstesløs boligblok. I den nye serie er den lidt fraværende mor udskiftet med en familie, der mest præges af et lidt halvslidt ægteskab blandt forældrene, der – i parentes bemærket – er så unge, de virker jævnaldrende med deres store pige.

De støvede betonblokke og dunkle trappeopgange, der udgjorde kulissen i Christiane Fs barndom, er her erstattet med hvide højhuse, der minder om kulissen fra en arkitektonisk modeltegning, græsset omkring boligblokkene skinner stedsegrønt, selv diskoteket Sound, der var ægte råt og nedslidt i filmen, fremstår som en reklame for en energidrik.

Christiane drømmer om at »gøre det bedre« end sine forældre, og hun forelsker sig i Benno, der har lidt af den samme kant som Detlev, men ingen af dem besidder den weltschmerz, historien kræver. Først og fremmest er de unge og lækre, klædt i tøj, der lander mellem Olsen Banden og retro kitsch.

Og så er der stofferne. Helt i tråd med tidens øvrige ungdomsfilm er piller og pulver brugt som et slags krydderi. Noget man tager i fritiden, der løfter hverdagen op. Et skud farve. Da Christiane får sit første skud heroin, sidder hun i drømmelignende omgivelser backstage på et spillested. Som seer får man akut lyst til at løbe ud og skyde noget i armen.

Den barskeste historie

Selvfølgelig har serier ingen forpligtigelse til at skræmme sine seere og få dem til at vælge en moralsk rigtig levevej. Til gengæld har genindspilninger i en vis grad en forpligtigelse til at forholde sig til det originale materiale. Ellers kan man lige så godt lave en fiktiv ungdomsserie.

»Christiane F« var skelsættende, fordi historien var barsk. Den turde vise, hvad der sker, hvis man ender helt ude på kanten, og vi, der så filmen i folkeskolen, husker den – enten som en advarsel eller som et udråbstegn.

Den ny »Christiane F« er blot endnu en ungdomsserie. Selvfølgelig er der skygger. Drengene »skyder op«. og veninden Stella overfaldes, svigtes af sin alkoholiserede mor og ender med bo hos en ældre mand i et semi-incestuøst forhold. Men det hele iscenesættes som en lækker drøm, de unge kan håndtere. Hver eneste gang, vi er ved at slå os på historien, kommer en ny scene, hvor hovedpersonerne leger og griner og ligner små rockstjerner.

Dermed er en af filmhistoriens mest barske ungdomsfilm blevet en slags »Friends« på heroin. Her er ingen følelser, der for alvor er tvetydige. Ingen længsler, som målgruppen ikke vil genkende. Og filmhistoriens mest ensomme barnejunkie er endt som en lækker Lolita, klædt i pels og støvler, et sted mellem barndom og ingenting. Det virker næsten som endnu et svigt fra de voksne.

»Christiane F – Vi børn fra Bahnhof Zoo«, en nyfortolkning af Christiane Felscherinows selvbiografiske bog. Instruktør: Philipp Kadelbach. Medvirkende: Jana McKinnon, Lea Drinda, Jeremias Meyer, Michelangelo Fortuzzi, Lena Urzendowsky og Bruno Alexander. Dramaserien har otte afsnit. Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af de første fem.