Ny kulturminister vil forhandle om at droppe besparelser i DR

Joy Mogensen vil sikre public service til børn og unge. Hun vil forhandle med regeringens støttepartier om de store besparelser i DR, som den afgående regering har gennemført sammen med Dansk Folkeparti.

Den nye kultur- og kirkeminister, Joy Mogensen, vil nu forhandle med den socialdemokratiske regerings støttepartier om besparelserne i DR. Hun er stærk optaget af at sikre dansk public service til særligt børn og unge. Philip Davali

Den nye socialdemokratiske kulturminister åbnede torsdag døren for forhandlinger om de besparelser på 20 pct. over fem år i DR, som den netop afgåede regering i 2018 gennemførte sammen med Dansk Folkeparti.

På Berlingskes spørgsmål om, hvorvidt hun vil ændre medieaftalen, sådan som den socialdemokratiske regerings støttepartier, SF, Enhedslisten og de Radikale ønsker det, udtrykte hun imødekommenhed over for de tre partier.