Nu lukker biografer og teatre ned igen: »Den værst tænkelige julegave«

Teatre og biografer i 38 kommuner er blandt de kulturtilbud, der angiveligt bliver tvunget til at lukke ned i næste omgang af nedlukninger. »Det gør da super nas,« lyder det fra teaterdirektør.

 
Statsminister Mette Frederiksen har præsenteret nye restriktioner, som gælder i 38 kommuner. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Der bliver ingen juletur i hverken biografen eller teatret, hvis du bor i en af de 38 udsatte kommuner, som statsministeren og sundhedsmyndighederne mandag kunne berette om. Fra 9. december til og med 3. januar skal kulturinstitutioner holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Det gælder blandt andet teatre, koncertsale, spillesteder og museer.

I Hovedstadsområdet, flere steder på Sjælland samt i en række storbykommuner på Fyn og i Jylland er der identificeret en bekymrende smitteudvikling, hvilket medfører nedlukning af kulturlivet gældende fra onsdag.

Direktør i Danske Biografer, Lars Werge, kalder lukningen af biograferne for »den værst tænkelige julegave på en grå vinterdag«. Han understreger, at biograferne sætter folkesundheden forrest som alle andre, men at det uundgåeligt vil få konsekvenser for deres økonomi.

»Biograferne har haft et hårdt år som følge af nedlukningerne, men det blev bedre i efteråret som følge af danske film som »Druk«. En nedlukning nu vil være et meget stort skridt baglæns. Af den grund ser jeg det som en selvfølge, at en nedlukning samtidig betyder en genoplivning af den tidligere aftale om kompensation for drift og lønudgifter,« siger Lars Werge.

Nedlukningen kan dog også få mere langvarige følger for biograferne. I værste fald kan den nemlig rokke ved biografernes position som det primære indtjeningsvindue for nye film fra både Danmark og udland, siger han, idet han henviser til den nylige melding fra filmselskabet Warner Bros, der planlægger at streame kommende storfilm som »Dune« og en ny »Matrix«-film, samtidig med at filmene åbner i biograferne.

»Vi skal ikke have vippet for meget ved båden, før en nedlukning kan få varige konsekvenser. Vi har altid påpeget, at nye film klarer sig bedst med en åbning i biograferne, men det argument holder jo ikke, hvis biograferne slet ikke må åbne,« siger Lars Werge.

Teatre ærgrer sig

Hos landets teatre kommer meldingen om nedlukning også som en kedelig nyhed.

Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater, ærgrer sig over, at det sker netop nu, i det han kalder »teatrenes højsæson«, hvor mange har tradition for at gå i teatret og se blandt andet juleforestillinger.

»Landets teatre har fuld forståelse for, at smitterisikoen gør, at vi nu må lukke ned. Det er vigtigt at regeringen har lært af de erfaringer, man har gjort sig i Nordjylland. Der skal være styr på nedluknings- og oplukningsproceduren, så man ikke pludselig får at vide, at nu kan I åbne igen, og man så står uden produktion. Vi vil ikke anbefale vores medlemmer at aflyse forestillinger mere end 14 dage ud i fremtiden,« siger han.

»Det vækker minder om foråret. Enhver teaterchef i dette land har en mission om at få kunst ud, og det bliver svært, hvis man ikke har en scene. Der er en modløshed og en opgivenhed lige nu. Men alle tænker nok, at kan vi lige stramme ballerne i tre uger og få samfundet op at køre igen, så er det det, vi gør,« siger Peter Mark Lundberg

Jon Stephensen er direktør på Aveny-T på Frederiksberg. Her har de en mindre premiere i denne uge, og 6. januar er der verdenspremiere på forestillingen om Greta Thunberg – en forestilling der lige nu er usikkerhed om. For Jon Stephensen var det forventeligt, at der kommer en nedlukning nu.

»Jeg har forståelse for det. Vi kan se nu, hvilket var svært i foråret, at nedlukninger får smittetallet ned. Med de smittetal, der er lige nu, kommer det ikke bag på mig,« siger han.

På Aveny-T er stemningen i bund. Man må fortsat gerne holde prøver på forestillingerne, selv om man nu er tvunget til at lukke ned.

»Jeg er ærgerlig og ked af det. Der er ting der er vigtigere i denne omgang. Det gør da super nas, men nu er vi så tæt på en vaccine, og vi må acceptere, at vi er nødt til at holde for i denne omgang,« siger han.