Tror du på Gud?
»Nej, det gør jeg ikke. Men jeg er døbt og konfirmeret, og jeg har døbt mine børn. Havde det været op til mig, var jeg nok også blevet gift i en kirke. Men min mand er ikke fan af nogen religion overhovedet, så det var lidt et kompromis.
Jeg synes, at det er vigtigt at kende og forstå ens egen religion – i vores tilfælde Bibelen og dens historier. Religion betyder så meget i verden og har gjort det i tusinder af år. Og derfor er det også vigtigt at forstå religion som fænomen, og hvad den tilbyder troende. Jeg synes, man bør kende sit eget religiøse bagtæppe – tilsat refleksion og fornuft.
Derfor vil jeg også have, at mine børn skal gå til konfirmationsforberedelse. Men de behøver ikke blive konfirmeret. Og de skal nok få en fest under alle omstændigheder.«
Hvad har du lært af dine børn?
»Det er jo det skønne ved børn, at de kan sige os nogle sandheder. Jeg vidste det nok godt i forvejen, men de har virkelig gjort det klart for mig, at jeg skal arbejde med min utålmodighed. Jeg er til tider helt klart for utålmodighed. Og det er ens børn, især når de bliver lidt ældre – mine er otte og 12 år – gode til at gøre opmærksom på.
Jeg synes jo, at det kan være en dyd at være utålmodig, så får man tingene gjort. Men det kan også blive for meget. Og det er mine børn - af alle - mestre i at sige til mig.«
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
»Det er mere sådan nogle sætninger, man bærer med sig inde i hovedet og prøver at leve efter. En af dem er fra min mor, som desværre døde i 2014. Hun har betydet meget for mig, og hun sagde altid: »Af alle bekymringer er den største dog den unødvendige«. Hun var vildt god til at bekymre sig, og det er jeg også, må jeg indrømme.
En anden sætning, som jeg meget gerne vil dele, er fra min dejlige yogalærer. Jeg ved ikke, hvorfor hun altid siger det på engelsk, men hun siger, at alt, hvad der kommer ud af ens mund – og tastatur – skal være true, kind og necessary. Og hvis det ikke overholder alle tre, skal man lade det ligge. Jeg får bestemt ikke altid selv tjekket alle tre bokse af. Men det er en god leveregel, og måske er der også andre end mig, der skal tænke over det.«
Hvis du måtte ændre noget ved dit udseende, hvad skulle det så være?
»Jeg har ikke noget, jeg gerne vil lave om – længere. Men da jeg var ung, var listen lang. Jeg vejede helt klart for meget, både i folkeskolen og i gymnasiet. Jeg var ikke decideret fed, men temmelig buttet, og det er ikke sjovt, når man er 14-17 år. Jeg var også ked af, at jeg er så hvid i huden – jeg kan slet ikke tåle sol. Men dengang i 80erne skulle man jo være brun, så jeg gik i solarium og blev frygtelig forbrændt. Det var helt forfærdeligt.
Jeg er stadig lige mælkehvid, men i dag elsker jeg ikke at være brun, og jeg synes klart, at det er fedest at sidde i skyggen. Det er det gode ved at blive ældre – man bliver bedre til at acceptere sig selv, som man er.
Hvad angår min overvægt, kom jeg til diætist, men der skete først rigtig noget, da jeg begyndte at løbe. Jeg gik fuldstændig løbeamok, og det virkede. Det hjalp også, da jeg fik børn. Det var, som om min krop havde ventet på det hele mit liv – kiloene raslede af mig.
I dag betragter de fleste mig nok som temmelig slank, men man har alligevel et andet billede af sig selv, når man engang har været lidt smårund.«
Jeg synes jo, det kan være en dyd at være utålmodig, så får man tingene gjort. Men det kan også blive for meget. Og det er mine børn af alle mestre i at sige til mig.
Hvad har du lært af fiasko?
»Forhåbentlig har jeg lært en masse. Jeg prøver at sige til mig selv, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det er bare ikke altid, man kan se det i situationen, men når man kommer lidt på afstand, er det virkelig sjældent, at noget kun er sort i sort. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at man er ærlig over for sig selv og reflekterer over, hvad man kunne have gjort anderledes. Det bilder jeg mig ind, at jeg kan.«
Hvornår indtraf dit professionelle livs mest afgørende øjeblik?
»Det tror jeg er indtruffet mange gange – og jeg håber ikke, at det sidste er indtruffet.
Måske var det, da jeg i efteråret 2015 sagde op i DR. Det syntes jeg selv var ret vildt og meget afgørende. Jeg havde vilde planer og skulle alt muligt, men så fik jeg job i Finans Danmark og var med til at bygge en ny brancheorganisation op. Det var spændende.
Men det var også ret stort, da jeg sidste sommer blev spurgt, om jeg ville tilbage til DR som studievært på TV Avisen. Det havde jeg ikke set komme – og det gav da også lidt bølger.
Og så har det nok også været ret afgørende for min karriere, at jeg tog en finansiel uddannelse midt i det hele. Og selve finanskrisen har vel egentlig også været ret afgørende for mig.«
