Nik og Jay anno 2020: »Den der »you only live once«-mentalitet, hvor man kun dyrker sig selv, den tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af«

Niclas Genckel Petersen og Jannik Brandt Thomsen blev 00ernes største danske popstjerner med fængende hits om VIP-fester, røvrystende damer og dyrt designertøj. Så ramte tømmermændene, og duoen trak stikket. Nu er de tilbage med deres første album i seks år med sange om håb, klimaangst og kampen for at finde sig selv, når man har været kendt hele sit voksenliv.

»Vi har lavet mere eftertænksomme sange før, men måske var vi bare ikke klar til at udsende dem. Eller måske turde vi ikke, eller også syntes vi ikke, at tiden var til det. Men vi er jo i bevægelse – heldigvis.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er en mandala på coveret af Nik & Jays nye album, »Længe leve drømmene«: Det spirituelle, grafiske symbol, som i buddhismen og hinduismen repræsenterer både det store univers, der omgiver os, og det univers, der findes inde i os alle sammen.

Det er en lille, men ikke uvæsentlig detalje, hvis man skal forstå den udvikling, popduoen fra Værløse har været igennem de seneste ti år. For mens Nik & Jay i 00erne blev synonyme med VIP-fester, jantelovsopgør og smukke damer, der rystede med røven på klubben, har deres nye numre titler som »Flight Mode«, »Paradis (lige her)« og »Til mit unge jeg (Arigato)«.

Der er ikke længere nogen tekster om materialisme eller forbrugskultur. I stedet er blikket vendt indad. Nik & Jay anno 2019 taler om at sætte telefonen og sindet på flytilstand. Teksterne handler om selvransagelse, taknemmelighed og håb. Det er nye toner fra popduoen, der i løbet af 00ernes glade optur lærte Danmark, hvad bling-bling betød.

»Vi har lavet mere eftertænksomme sange før, men måske var vi bare ikke klar til at udsende dem. Eller måske turde vi ikke, eller også syntes vi ikke, at tiden var til det. Men vi er jo i bevægelse – heldigvis,« siger Nik eller – Niclas Genckel Petersen, som han rigtigt hedder.

»Ham fra Nik & Jay«

Han har lavet musik sammen med Jay, der til daglig hedder Jannik Brandt Thomsen, siden 1996. I 2002 udgav Nik & Jay deres debutalbum, der introducerede ungdommen til ideen om, at vinderattitude vandt over jantelov, og at man uden at blinke kunne synge linjer som Ryst din røv, jeg elsker det, baby/ Du' nummer 1 på min gæsteliste ...

Niclas Genckel Petersen, Nik & Jay

»Vi har været berømte hele vores voksenliv. Men jeg tror, at berømmelsen og al opmærksomheden var en genvej til en forståelse af, hvad der virkelig er vigtigt. «


Med bandanaer om hovedet og bevæbnede med dansable beats og omkvæd, der var lige så flabede, som de var fængende, blev Nik & Jay allemandseje i midten af 00erne. Et nummer som »Hot!« er stadig fast soundtrack til studenterfester, firmafester og julefrokoster over hele landet.

Niclas Genkel og Jannik Brandt Thomsen var 21 år, da de fik deres gennembrud. De solgte mere end 400.000 eksemplarer af deres første tre album og gik nærmest direkte fra drengeværelset i Værløse til diskoteksturneer og hitlister. De har aldrig haft et almindeligt 9-16-job.

»Vi har været berømte hele vores voksenliv. Vi kender ikke til andet. Men jeg tror, at berømmelsen og al opmærksomheden var en genvej til en forståelse af, hvad der virkelig er vigtigt. Og det er jo ikke penge eller at tjene den næste million. Penge er ikke et svar på noget som helst,« siger Niclas og stopper op for at hælde kaffe op til mig.

Nik & Jay kæmpede i slutningen af nullerne med henholdsvis alkoholafhænigighed og angst. I 2009 trak de stikket og gik i behandling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Jeg ved godt, at det lyder som verdens største kliché, men det handler om, hvordan du har det indeni. I dag jager vi alle sammen en masse ting: Det rigtige job, det perfekte hus eller den perfekte lejlighed, det rigtige billede til Instagram. Men jeg tror, at det er meget usundt. Det er i hvert fald ikke det, der giver ro i sjælen. Og det var noget, vi skulle lære tidligere end mange andre, fordi vi som 25-årige knægte havde opnået det, vi drømte om: At blive popstjerner og spille på de største scener. Men det er jo lige meget, hvis man ikke ved, hvem man er, når man går af scenen.«

Jannik fortsætter:

»Vi brugte det meste af vores ungdom på at spille shows på diskoteker og kæmpe scener. Det har været helt vildt fantastisk, men der er andre ting, vi gik glip af og ikke fik med som mennesker. Jeg tror, at jeg manglede at stoppe op og finde ud af, hvem jeg var ud over »ham fra Nik & Jay«. Jeg trængte til at kigge ud over næsetippen og finde ud af, hvem jeg var, og hvilket menneske, jeg gerne ville være. Men jeg er virkelig taknemmelig for, at vi er her, hvor vi er i dag. At vi er kommet op af de huller, vi er faldet ned i undervejs.«

»Hvilken person vil jeg gerne være?«

Et af de »huller«, Jannik Brandt Thomsen nævner, er den nedtur, som fulgte efter 00erne. Økonomisk var de pressede på grund af investeringer, de havde foretaget inden finanskrisen. Men otte års fester og turnéliv havde også sat deres spor, og de måtte overvinde hver deres dæmoner i form af angst og alkoholafhængighed.

I 2009 var de tæt på at smide håndklædet i ringen. I stedet trak de stikket for en stund og arbejdede med sig selv med hjælp fra deres allernærmeste. Festen var slut, og Nik & Jay måtte stå ansigt til ansigt med de tømmermænd, der fulgte efter et årtis fri bar – ligesom resten af Danmark i kølvandet på finanskrisen vågnede op til friværdi-tømmermænd efter år, hvor alle havde ret til et fedt samtalekøkken.

Som Nik synger på det nye nummer »Til mit unge jeg (Arigato)«: Ja, jeg tror, jeg havde en selvlede/ Så bange for at bli' normal, jeg skjult' det bag at være selvfed/ Selvdestruktiv, fyldt med selvtillid/ Vi fested' til, vi ikk' længer' vidst', hva' vi selv hed ...

Fest og store armbevægelser på Bøgescenen ved Smukfest. I år holdt Nik & Jay popfest for 50.000 mennesker på festivalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

»Der er forsket i, at musikere og kunstnere har større risiko for både at få depression og psykiske problemer. Det er der jo en grund til, fordi vi lever af at trække på vores indre. Alle kan skabe en melodi i hovedet, men når jeg oplever det, så sætter jeg ord på den eller prøver at finde ud af, hvad den skal, siden den kommer. Og når man er åben på den måde, så er man åben for både det gode og det, der kan være virkelig hårdt. Man bærer rundt på mange ting, det gør man bare,« siger Niclas.

Da han blev ædru, fandt han ud af, at alkohol havde været en flugtvej fra de ting, han manglede at deale med.

»Noget af det mest eksklusive i verden er ro. At man har nok i at sidde og kigge ud i verden og lytte. For mig har det været et redskab at vælge alkohol fra og lade være med at bedøve mig selv hele tiden. For det blev en escape-knap for mig. En af mine opgaver her i livet er at være til stede, som jeg er. Men det tager lang tid at lære. Og rent faktisk at turde stille sig selv de spørgsmål, som man godt ved er svære – er jeg glad, der hvor jeg er? Hvor skal jeg hen? Hvilken person vil jeg gerne være?«

Niclas tænker sig om et øjeblik, inden han tilføjer:
»Vores musik har siden dengang handlet om at tage ansvar, rejse sig op selv efter milliongæld, angst og alkoholafhængighed, ting, som mange mennesker dealer med i dag. Oveni havde vi mediernes bevågenhed, som kan forvrænge ting ud af proportioner. Men vi klarede den! Vi klarede den virkelig. Den rejse kan man kun foretage selv. Og det er vi så taknemmelige for.«

Åndelig popmusik

Nik & Jay lever et helt andet liv i dag. Niclas har ikke drukket siden 2010 og har fået børn og villa. Ingen af dem går i byen længere.
Bandanaerne og rockstjernesolbrillerne er lagt på hylden til fordel for et mere neddæmpet look med skjorte, T-shirt, elegante herrefrakker i uld og en diskret diamant i øreflippen. Over Niclas' hvide sneakers kan man ane et par gule Nik & Jay-sokker.

Jannik Brandt Thomsen, Nik & Jay

»Allerede da vi lavede »En Dag Tilbage« i 2004 gik det op for mig, at folk faktisk kan spejle sig i vores sange og citere dem. At vi havde en stemme.«


Trods den nye refleksion i teksterne er Niclas og Jannik godt klar over, at de fleste stadig forbinder dem med store armbevægelser og fest. Og at nogle måske vil trække på smilebåndet af duoens nye fokus.

»Alt handler om perspektiv. Så vi har ikke noget problem med, at folk stadig ser os som nogle, der skaber en fest. Det gør vi stadig. Men vi snakker også om at forholde sig mere ydmygt til det hele og blive et bedre menneske. Allerede da vi lavede »Engle eller dæmoner« tog jeg et valg om, at hvis vi skulle fortsætte med at lave musik, så ville jeg sige noget, der kan påvirke folk i en positiv retning. Og tale om nogle mere åndelige ting. Måske er folk klar til popmusik med mere åndelighed nu,« siger Nik og holder en pause i talestrømmen.

Nik & Jay har droppet bandanaerne og rockstjernesolbrillerne til fordel for et mere neddæmpet look med skjorte, t-shirt, elegante herrefrakker i uld og en diskret diamant i øreflippen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jannik tager over:

»Det er ikke, fordi vi tager afstand fra noget af det, vi har lavet. Vores fokus har bare ændret sig. Vi kan jo ikke blive ved med at rappe om at gå på clubs og score damer, når vi lever et rimeligt stille og roligt familieliv i dag. Men den der »you only live once«-mentalitet, hvor man kun dyrker sig selv og bare skal rage til sig, den tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af.«

Men var I ikke med til at promovere den mentalitet i 00erne med tekster om VIP-fester og »Upti-wupti, Martini i hånden og sko fra Gucci«?

»Allerede dengang lavede vi jo også numre som »En dag tilbage«. Men vi var unge, da vi kom frem, og ville gerne bevise os selv. Det tror jeg er naturligt, når man laver noget, der skiller sig så meget ud, som vi gjorde i 2002. Vi er et andet sted i dag, og nu er en ambition for eksempel at lave musik, der løfter folk op. Eller at fortælle, at vi også fucker op og falder indimellem. Allerede da vi lavede »En dag tilbage« i 2004 gik det op for mig, at folk faktisk kan spejle sig i vores sange og citere dem. At vi havde en stemme,« siger Jannik og lyder overrasket over den erkendelse.

»Vi er nået til et punkt, hvor musikken er større end os selv. Og det er derfor, jeg synes, det giver mening at tale om åndelighed. Selv om vi blev kendt for noget, som mange vil mene var det diamentralt modsatte. Vi udvikler os, ligesom alle andre mennesker – heldigvis. Det gør mig meget taknemmelig, at vi stadig har et talerør. At folk stadig gerne vil lytte,« siger Niclas.

Når man spørger Niclas og Jannik, hvilket budskab der er vigtigst for Nik & Jay anno 2019, tænker de lidt over svaret. Men så kommer det fra Niclas:

»Vi vil gerne stille nogle spørgsmål og få folk til at tænke over tingene. Det kan ikke være rigtigt, at vi alle sammen skal stå op klokken seks om morgenen og tage på jobs, vi ikke kan lide. Det kan ikke være målet at arbejde hele livet for at spare sammen til en pension, hvor vi er blevet så syge, at vi ikke kan bruge pengene alligevel. Der må være nogle andre ting, kald det åndelighed eller hvad du vil, der er vigtigere end at arbejde og få et perfekt liv.«

Det lyder næsten helt religiøst?

»Religion er jo mange ting i dag, men jeg tror på, at universet har en plan, helt sikkert. Hvad skal vi her? Jeg tror, at noget af det smukkeste, vi kan gøre, det er at finde frem til noget, vi er gode til, og så dyrke det og få det potentiale poleret helt frem,« siger Niclas Genckel Petersen.

Interviewet er slut, og fotografen begynder at stille udstyr op. Nik & Jay stiller sig klar foran kameraet, som de har gjort hundredevis af gang før til andre interviews. Da jeg siger farvel, kigger Niclas mig i øjnene et par sekunder, inden han giver mig hånden.

»God rejse«, lyder det så.