Naturpark Amager får ansigtsløft: Flere københavnere skal finde vej ud i naturen

Torsdag blev det afsløret, hvordan Naturpark Amager kommer til at se ud, når den om to år er blevet opgraderet – blandt andet med nye hovedindgange. Målet er at få dobbelt så mange besøgende til at lægge vejen forbi det store naturareal, der siden 2015 har været finde på listen over de foreløbig ni danske naturparker.

Ved de »blå støttepunkter« som dette vil man kunne bade, sejle og fange fisk. De er et led i opgraderingen af Naturcenter Amager. Rendering: Møller & Grønborg + ADEPT

En del københavnske børnefamilier har gennem årene lagt vejen forbi Naturcenter Amager, hvor man kan slippe ungerne fri blandt græssende køer, heste og vilde hjorte – og med udsigt til store vidder, der leder tankerne væk fra det faktum, at man befinder sig få kilometer fra København K.

I fremtiden skal flere finde vej til området, der i omfang er intet mindre end tre gange så stort som Dyrehaven ved Jægersborg. Det strækker sig fra Amager Fælled over Kalvebod Fælled og kystområderne ud til Dragør, og nu vi er ved sammenligningerne, svarer naturparkens i alt 3.500 hektar til ikke færre end 4.650 fodboldbaner.