Jeg overhørte forleden et voldsomt skænderi. Et ungt, smart par af den type med udvendigt styr på tilværelsen eksponerede ublu smerterne i deres parforholdsmuskler på åben gade. Med høje råb, mens et eftermiddagstravlt København kastede godt-det-ikke-er-mig-øjne efter dem. Hun pegede anklagende på ham:
»Det er fandeme ikke fair, at du opfører dig sådan der! Jeg fucking hader det«, mens han udbrød tilbage: »Stop så. Jeg orker ikke at høre mere på dig.«
Selv var jeg betaget af, at de med et totalt fravær af pinlighed tog en verbal omgang tæsk. Bang, bang, bang! Hvor tit ser man efterhånden et skænderi udfolde sig i offentligheden? Hvor tit åbner vi selv døren ind til skænderiet med kosten i hånden, så alle hjørner af sjælen får en tiltrængt forårsrengøring?
Vi er blevet uvante med skænderiets anatomi. Vores trang til at være i fuld kontrol har sørgeligt nok sparket skænderiet langt over i skammekrogen. Vi går på listetå gennem de fleste rum af tilværelsen og vil nødigt vælte den gode stemning. Det har gjort os fremmedgjorte over for skænderiet.
Det har været min eftertanke oven på Ghita-gate, hvor nationen diskuterede hver en detalje i interviewet mellem Ghita Nørby og journalist Iben Maria Zeuthen. Når to mennesker ender i en åben disputs, er det som at møde et af de helt sjældne dyr i skoven: »Se lige, de findes jo stadig derude!« Vi spærrer gluggerne op i total forbavselse over, at folk tør. At de bare sådan lufter deres vrede og irritation ansigt til ansigt.
En omgang autenticitet
På de sociale medier finder vi ganske vist flere tusinde kilometer debatskænderier, mens man på Christiansborg lever af de indstuderede politiske skænderier. Begge dele har dog ikke den samme opsigtsvækkende effekt som at sidde i venteværelset, på stationen eller til en privat middag og overvære et pludselig opstået ærligt skænderi med følelserne siddende helt uden på tøjet. Der får man autenticitet for alle pengene, mine damer og herrer.
Nogle gange er det voldsomt tåkrummende at være vidne til, men ofte er der også noget vidunderligt forløsende over at se, at der bag vores pæne, kontrollerede hverdagsydre banker et rødglødende hjerte.
Vores kultur bryder sig ikke om skænderiet. I stedet for at råbe op, når nogen træder på vores hale, sender vi en hvæsende stilfærdig mail med en for andre ulæselig undertekst. Måske ruller vi med øjnene ad chefen på kontoret eller konstaterer med pibende stemme, at »der er ikke noget i vejen« over for en god ven eller vores hjertenskære. Hvis det skal være virkelig vildt, sender vi en sms med udråbstegn.
De færreste tør banke i bordet og sige, at nu er det kraftedeme for galt. Jeg tror eksempelvis, at en del parforhold derude i de små hjem ville have godt af et grundigt skænderi, så de værste pletter med bitterhed forsvandt. Skænderiet har nemlig den skønne bivirkning, at vi får talt ærligt om, hvordan vi går rundt og har det. Hvad der trykker os. Hvad vi tænker om hinanden. Hvad vi absolut ikke kan holde ud. Det er en øvelse, vi travle, sammenpressede mennesker ville have godt af.
