Trump har sat en fed streg under det. Det er ikke let at være kvinde i 2019. Statsminister Mette Frederiksen fik smidt i hovedet, at hendes udtalelse til præsidenten var »nasty«. Et ord, han tidligere har brugt nedsættende om blandt andre Hillary Clinton og Meghan Markle, og som er en påmindelse om, at kvinder ikke kan sætte en høj hæl eller en flad sko rigtigt i denne verden.
Kvinders krop, liv, karriere, opførsel og seksualitet afføder altid et langt, mavesurt kommentarspor, hvor mænd (og kvinder selv) har rasende travlt med at fælde kritiske domme. Helt grundlæggende? Det er ganske umuligt at lykkes som kvinde:
Hvis du ved, hvad du vil, er du alt for hård. Hvis du ikke ved, hvad du vil, er du alt for dum. Hvis du får skudt botox i ansigtet, er du en patetisk ungdomshungrende plasticdukke. Hvis du lader rynkerne og det grå hår vokse, er du en patetisk, ikke attraktiv og aldrende gås.
Hvis du viser dine deller og strækmærker frem på stranden, er du klam. Hvis du er åleslank og lever af kål, er det også et problem. Hvis du har store bryster, må man gerne sige noget om dem. Hvis du har små bryster, er det også tilladt at pege på dem.
Bær ikke høje sko
Hvis du altid giver den fuld gas med makeuppen, er du alt for meget. Hvis du aldrig bærer læbestift, er du røvsyg. Hvis du bærer kort nederdel som 45-årig, klæder du dig frivolt og totalt uden gehør for din alder. Hvis du kun går i løse bukser og vandresandaler som 45-årig, er du faktisk heller ikke til at holde ud at se på. Hvis du er idrætsudøver, skal du helst ikke stønne for meget under en hård kamp. Hvis du skal til en gallafest, skal du ikke tage en kjole på, der afslører, at du har hudfolder ved armhulen (den såkaldte »armpit vagina«). Hvis du er TV-vært, skal du ikke bære for høje stiletter.
Hvis du smiler meget, er du flirtende og inviterer til sex. Hvis du ikke smiler, er du en sur kælling. Hvis du taler meget, er du et fjollet sludrechatol. Hvis du ikke siger noget, er du total uintelligent. Hvis du er knivskarp og går efter en stor karriere, er du en iskold jerndame uden puls. Hvis du elsker at gå hjemme med dine fire børn, er du et latterligt bløddyr.
Hvis du har fået en toppost, har du nok knaldet dig til den og leflet for mændene. Hvis du altid tager ordet til møder, er du for larmende. Hvis du har en mening om noget, er det sikkert om et ligegyldigt firstworld-problem. Hvis du elsker sex med forskellige mænd, er du en liderlig rundetrunte. Hvis du er færdig med mænd, er du en snerpet bitch. Hvis du deler børnene lige med din eksmand, tager du dem stadig for lidt. Hvis du tager en kort barsel, er du et ondt menneske. Hvis du tager en lang barsel, er du total uambitiøs.
Kvinder kan ikke sætte foden rigtigt og har altid det forbandet lange kommentarspor slæbende efter sig. På Facebook kan man lukke ned for det. Gid man kunne det i virkeligheden.