Jeg kan koden til min mands mobiltelefon. Han kan tilfældigvis også koden til min, fordi vi på travle morgener eller i andre snævre vendinger har tjekket vejret eller andre verdslige sager på den telefon, der nu befandt sig tættest på. Principielt er der dog stadig adgang forbudt til hinandens smartphones. Vi spørger høfligt hinanden, om det er ok at åbne den andens telefon, hvis den vejrudsigt alligevel ikke kan vente – og jeg ville aldrig åbne den, uden at han selv var til stede.
Andre mænd og kvinder er endnu mere ortodokse, hvad smartphonen angår. Deres telefon er 100 procent privat. Deres elskede får aldrig koden, for alt hvad der foregår på den, er deres. Som en ven udtrykte det:
»Det rager sgu ikke min kone. Jeg åbner heller ikke hendes breve. Noget vil jeg have for mig selv.«
Telefonen er for det moderne parforholdsmenneske et frirum, hvor man i fred kan skrive med sine venner, søge på endnu en åndssvag video af dansende ugler, tjekke nyt cykeludstyr ud eller surfe rundt efter alt for dyre rejser. Den holdning har forfatteren Anders Rønnow Klarlund ikke.
I et interview med Alt for Damerne fortalte han for nyligt om den affære, der fik ham til at forlade sin kone. Han har i dag den holdning, at i ethvert velfungerende forhold skal man kunne koden til den andens telefon, fordi det svarer til, at man bor med én, der ikke tør give adgang til alle de indre skuffer. Han mener også at vide, at smartphonen har medført øget utroskab.
Det lyder som den mest falske helgardering, man kan sætte op for sit kærlighedsliv - og for sig selv som menneske. Jeg hylder også ideen om, at man skal leve et fælles liv med så få hemmeligheder som muligt. Men vi mennesker må leve med den grusomhed, som naturen har skænket os. Vi kommer aldrig til at kende hinanden 100 procent. Om vi så i alle døgnets 24 timer gennemlyste vores elskede, ville vi stadig ikke kende hvert et hjørne af sjælen. Vi vil altid have et rum derinde i bunden af os, som vi ikke engang selv kender det fulde omfang af.
Det er den uvished, vi også siger ja til, når vi siger ja til kærligheden.
Stasi-lignende forhold
Ja, vi bruger enormt meget tid på den forbandede telefontingest. Og ja, der foregår ting i mobilens rum, der nemt kan få en erotisk overtone, hvis man endelig skulle have den trang. Løsningen er dog næppe at prædike tillid ved netop ikke at vise et gran af tillid. Man ser det for sig. Manden og kvinden, der slavisk hver aften gennemgår hinandens telefoner for at se, om der er tegn på utroskab:
Hvorfor skrev du sådan? Hvorfor søgte du på undertøj? Hvem har skrevet fra det nummer? Det vil kaste et helt nyt Stasi-lignende skær over aftenerne i efterårsmørket.
Det er ligesom de ægtepar, der kører med fælles mailadresse. Jeg har altid en mistanke om, at noget i tilliden er splintret, siden man skal køre posten over samme indbakke. Der er selvfølgelig spor, der skræmmer. Jeg kendte engang to veninder, der hver især opdagede deres mænd utroskab ved at tjekke sms-beskederne igennem på herrernes telefon. Men jeg kender også mennesker, der har opdaget utroskab på alle mulige andre tænkelige måder. Der findes ikke nogen statsgaranti mod den slags.
Det vil koden til din elskedes telefon ikke ændre på.
