Nat efter nat skete det. På præcis samme tidspunkt (klokken tre) var min veninde vågnet med en heftig hjertebanken.
Lettere panikslagen og fortumlet måtte hun sætte sig på kanten af sengen i det svulmende mørke, imens resten af familien sov trygt. Med hånden på sit flaksende hjerte konstaterede hun i egen uro, at noget var aldeles galt i kroppen.
Lægens dom faldt prompte, da hun under en konsultation refererede de natlige, udmattende seancer over for ham.
»Du har højst sandsynligt angst, og det vil kræve medicin,« lød det dramatisk.
Den diagnose måtte hun lige give noget tid. Hverken lysten til pillerne eller en ny livsrolle som angstplaget var stor. En nat var den så gal igen. Da hun i mørket på ny sad med sved på panden, noterede hun sig, at garderobeskabet rystede let, og at der i værelset lød en svag, snurrende lyd. Nu stikker det helt af for mig, tænkte hun. Indtil hun opdagede, at lyden stammede fra underboens vaskemaskine, der var gået i gang med at centrifugere.
Dagen efter bankede hun på hos underboen, der bekræftede, at han ofte vaskede sit tøj om natten. Ja, den var god nok. Lyden af en vaskemaskine var tæt på at sende min veninde på angstmedicin. Blot fordi hun helt instinktivt og naturligt nok vågnede uroligt af en fremmed lyd.
Den historie fortalte hun mig en aften, hvor vores samtale i forvejen var drejet ind på, hvor mange mennesker vi efterhånden kender, der er blevet ramt af enten stress, angst eller depression. Tallet er efterhånden højt.
Vi grinede sammen af min venindes lettere surreelle fortælling om den summende vaskemaskine, men i den ligger også et tankevækkende billede af, hvor optaget vores samfund er blevet af at kategorisere.
Menneskelige firkanter
Vi aser og maser virkeligheden ind i firkantede kasser, så alt passer til en diagnose, en bestemt kategori eller et særligt Excel-ark. Der skal tilsyneladende ikke meget til for at få udleveret et quick-fix i form af enten piller eller et par forjagede samtaler i psykologstolen.
I hvert fald var nuancerne og de ekstra spørgsmål blevet streget ud for at finde et let facit til min veninde.
Jeg ved ikke, hvem eller hvad der har sat en grænseværdi for, hvor mange bekymrede tanker et moderne menneske må gøre sig. Vi bliver mere og mere i tvivl, når mørket og uroen melder sig, fordi vi har mistet følingen med, hvad der er en naturlig reaktion på livets melankoli: Er jeg ved at blive syg? Er jeg unormal? Er jeg ikke positiv nok?
Spørgsmål, der let kan få et større liv, hvis ingen omkring os parerer og udfordrer dem.
Derfor er det også velgørende, at der på hylden med selvhjælpsbøger begynder at dukke titler op, der adresserer vores ret til at være pessimister, være negative og bevare sortsynet.
De fleste af os vil mærke de flossede kanter på livets mere sarte sider. Ligesom de fleste af os nok også ville vågne lettere urolige, hvis naboens vaskemaskine pludselig begyndte at snurre midt om natten.
