Natasha Illum Berg er storvildtjæger i Afrika og enlig mor: Du er et dårligt eksempel for dit barn, hvis moderskabet får dig til at opgive dine drømme

»Jeg vil hellere dø end give dig et blowjob,« måtte Natasha Illum Berg slå fast som ung jægerelev i storvildtjagtens chauvinistiske verden. Med geværet i den ene hånd og sin datter i den anden kæmper hun i dag som professionel storvildtjæger og enlig mor fortsat mod mandschauvinisme og fastgroede fordomme om, hvordan kvinder skal opføre sig. Nu også for sin datters skyld.

»Jeg tror ikke, at man gør sit barn en tjeneste ved at opgive alt,« siger storvildtjæger og forfatter Natasha Illum Berg, der udkommer med en ny bog. Søren Bidstrup

Undskyld. Det er helt klart en fejl på kanten af det naturstridige at placere Natasha Illum Berg i et lille indelukket mødelokale på Berlingskes redaktion med linoleumsgulv og hårdt loftlys. Her hører en vildkvinde, der bliver stående, når bøfler angriber, ikke til. Men hun har til alt held et helt livs erfaring i at begå sig i ekstremer, og derfor er værdigheden intakt, da hun med et glas Lipton-te i hånden fortæller om sig selv, om storvildtjagt, kærlighed, mandschauvinisme og det vildbarn, hun i ni år har været mor til.

Dansk-svenske Natasha Illum Berg er, ud over at være professionel storvildtjæger bosat i Tanzania, forfatter, og promoveringen af hendes seneste bog, »I Merubjergets regnskygge – breve til min datter«, er årsagen til, at hun er taget fra sit hjem på Merubjerget i østafrikanske Tanzania til et gråt lokale i København.