Mysteriet om hvorfor van Gogh skar sit øre af

Alt om kunst. Det skulle have været så godt dengang i slutningen af 1880erne, da van Gogh og Gauguin skulle bo og arbejde sammen i Arles. Men det endte i uenighed og tragedie.

Selvportræt, 1889. Fold sammen
Læs mere

Mødet i Arles i 1888 mellem de siden så berømte malere, Vincent van Gogh og Paul Gauguin, er blandt de mest myteomspundne i kunsthistorien.

Det var et forsøg på at etablere et nært samarbejde, og det skulle have været så godt – men det endte temmelig skidt. Var der jalousi mellem de to genier? Flød alkoholen for rigeligt? Hvorfor gik det ikke?

Det vil være nogle af temaerne i Ordrupgaards meget ambitiøse udstilling, der vil rumme overraskende fine lån fra nogle af verdens bedste museer. Overraskelsen vil for mange også være tredjeparten i dramaet i Arles. For ud over at være et – sådan cirka – ni en halv uge langt pinefuldt møde mellem Vincent van Gogh (1853-1890) og Paul Gauguin (1858-1903) spillede Émile Bernard (1868-1941) også en rolle – på afstand.

Mødet mellem van Gogh og Gauguin i Arles fandt sted fra slutningen af oktober til slutningen af december. Forinden havde Gauguin arbejdet sammen i Bretagne med Bernard – og kunstnerne var i løbende brevkontakt, hvor de udvekslede skitser og betragtninger over det maleri, de var i færd med at forny – og som på mange måder også synes at være beslægtet. Bortset fra nogle væsentlige punkter som altså skilte dem ad.

Indtil dramaet tog fart, havde de – mest van Gogh – en smuk forestilling om, at de kunne skabe et afgørende nyt maleri sammen i venskabelig dialog og frugtbar konkurrence.

De tog fejl, og de skiltes under dramatiske omstændigheder. Van Gogh fik et af sine mentale sammenbrud og skar en bid af sit venstre øre, skænkede den udsøgte gave til en prostitueret på det lokale bordel – og blev indlagt.

Men forholdet mellem dem og arbejdet i L’Atelier du Midi (egentlig »atelieret i Syden«), som van Gogh havde døbt sin drøm om et rustikalt kunstnerkollektiv, skulle – trods Gauguins lejlighedsvise påstand om det modsatte – få signifikant betydning for begges udvikling. I længden især for Gauguin, selvfølgelig, for van Gogh døde to år efter de turbulente uger i det gule hus under den vilde sol og de lysende stjernenætter.

Da Vincent van Gogh og Paul Gauguin mødtes i Arles, havde de begge mange skuffelser ophobet i deres mentale bagage. Paul Gauguin, der havde tilbragt sin barndom i Lima, havde op gennem 1870erne været en succesrig børsmægler, indtil han forsagede sin hidtidige tilværelse for at hellige sig billedkunsten. Han havde ganske vist deltaget i nogle af de sene impressionistudstillinger, men han havde ikke mødt den forståelse for sit gryende radikale maleri, han havde håbet på, og – bortset fra enkelte danske kunstnere som Theodor Philipsen – slet ikke i den københavnske provins, hvor han havde tilbragt en kort, ulykkelig tid sammen med sin danskfødte hustru.

Et stort skridt i retning af et symbolistisk, farve- og konturstærkt maleri havde han taget under et ophold i Bretagne. Her var han centrum i den såkaldte Pont Aven-kreds, som også inspirerede J.F. Willumsen. Men han var fattig og helbredsmæssigt nedbrudt, og det var blandt andet lokket af løfter om økonomisk hjælp og bedre tider, Gauguin rejste til van Gogh, med hvem han havde korresponderet intensivt.

Vincent van Gogh, der stammede fra Holland og i sine tidlige billeder er præget af en mørk, nederlandsk tone, var i 1886 flyttet til Paris, hvor hans bror, Theo – som han var nært forbundet med – arbejdede som kunsthandler.

I den franske hovedstad havde han fået øjnene op for den rige og lysende kolorit, samtidens avantgarde anvendte, og det er ligeledes i de år, han begynder at opdage de muligheder for et nyt malerisk sprog, der lå i inspirationen fra japansk kunst. Året efter møder de to kunstnere hinanden og udveksler billeder i gensidig respekt. Gauguin får bl.a. en af van Goghs solsikker, der kan opfattes som et symbolsk udtryk for venskab og kærlighed, som skulle blive et motiv, også Gauguin senere vendte tilbage til som en hilsen til sin afdøde ven og rival.

Takket være midler fra sin bror blev det muligt for van Gogh at leje en del af et hus, han havde drømt om skulle blive rammerne for et broderskab af beslægtede kunstnersjæle, som skulle arbejde sammen og udveksle tanker om det maleri, der var ved at blive født.

Ansporet af forventningen om Gauguins besøg i Arles kastede van Gogh sig ud i en hektisk produktion af bl.a. solsikke-billeder, men han malede også billeder af huset, de skulle bo i, og landskabet, i hvilket de skulle vandre og male, og de mange marker med sædemænd.

For som Gud befrugtede jorden, skulle de to kunstnere besvangre verden med deres nye tanker, og i den metafor boede der måske nok overmod, men ikke blasfemi, for van Gogh var ikke et menneske, der tog det kristne budskab let.

Under selve opholdet malede van Gogh også et maleri af to stole, henholdsvis en van Gogh-stol og en Gauguin-stol, hvor den sidste – som et udtryk for hengivenhed og beundring – er meget finere end den første.

Van Gogh, Gauguin, Bernard – Dramaet i Arles kan ses i Ordrupgaards Malerisamling mellem 7. februar og 22. juni.