Muslimer om casting i ny dansk TV-serie: »Det er jo, som det altid er: Muslimerne er the bad guys«

Produktionsselskabet bag Kanal 5s nye serie »Gidseltagningen II« besluttede, at skurkene i denne sæson skulle være muslimer, selv om de dermed traf det »stereotype valg«. Men hvordan føles det for de danske muslimer foran TV-apparaterne, at de hyppigt skal tildeles skurkerollerne i danske film og TV-serier?

En muslimsk terrorist tager færgekaptajnen (Søren Malling) som gidsel i »Gidseltagningen II«. Christian Geisnæs

Forleden bragede skudsalverne løs i den newzealandske by Christchurch, hvor en australier, som medierne har beskrevet som en »vred, hvid mand«, havde besluttet sig for at slå så mange muslimer som muligt ihjel.

På mandag er der premiere på anden sæson af Kanal 5s spændingsserie »Gidseltagningen«, hvor en gruppe terrorister kaprer færgen mellem Helsingør og Helsingborg. Af flere scener i første afsnit fremgår det, at terroristerne er muslimer. Blandt andet beder en af dem en from bøn i skoven, kort før han uden tøven nedskyder en sagesløs fremmed kvinde, der tilfældigt kommer forbi.