Musikkens evne til at skabe fællesskab mellem mennesker, kulturer, religioner og generationer, tænker jeg meget på i disse dage efter det frygtelige terroranslag, der ramte Danmark i sidste weekend. Musikken var sammen med taler og det officielle Danmarks manifestation og enhed med til at skabe samling midt i sorgen og vreden.
»Vores svar til volden er klart: At gøre musikken mere intens, mere smuk og mere udtryksfuld end nogensinde før,« som den amerikanske komponist, dirigent og pianist Leonard Bernstein har sagt det.
Den klassiske musik hviler på en vestlig tradition, men er i dag universel. Den spilles i hele verden, og nogle af de bedste udøvere er fra Asien. Hele dette lange bagkatalog, hele denne musikhistorie, har vi i dag ubegrænset adgang til via streamingtjenester og radiostationer på nettet.
For at den klassiske musik skal leve, kræver det, at nye generationer kommer til musikken. Dels som lyttere. Dels som udøvende musikere. Og for at den ikke skal blive museal, er det godt med et miks af nyt og gammelt.
Det er her, Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence kommer ind i billedet. Den afholder vi for 43. gang i år, og den er for børn og unge under 17 år. 26 maj holdes finalekoncerten i Tivoli. Så smukt kan det være, at de voksne fælder en tåre over al den skønhed, selv de ganske små er i stand til at frembringe.
Før man bliver rigtig god til en ting, skal der øves. Især da i den klassiske musik.
For de af os, der er ude af stand til at slå toner eller strenge an, er musik (som oftest) vellyd. Men for dem, der har knækket den musikalske kode, er der adgang til en magisk verden. Ja, sådan virker det set udefra. Musikere har over for mig beskrevet teknikken som en blanding af en slags sjælelig og håndværksmæssig matematik.
»Musikken er sjælens hemmelige tælleøvelse«, sagde filosoffen Leibniz. Måske også derfor har mange udøvende musikere svært ved at sætte ord på musikken.
De fleste af de unge deltagere i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence kender fra de er ganske små til øvelse, forberedelse og præcision. Der skal angiveligt 10.000 timers indsats til, før man bliver rigtig god. Som i de fleste af livets sammenhænge kommer man ikke sovende til tingene. Det er vigtig med den musikalske dannelse.
Landets musikskoler gør meget for at samle børn og unge. Selvom DR ofte – og med rette – kritiseres for at konkurrere med kommercielle medier, gør DR meget for at række ud efter nye grupper, når det gælder den klassiske musik. Koncerthusets chef, Leif Lønsmann, skriver i kulturkronikken om sin hjertesag, DR Musikariet, hvor børn fra mange kommuner får musikalske oplevelser.
Tilsvarende med Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence vil vi være med til at øge udbredelsen til børn og unge. Vi håber på mange små og lidt større deltagere, når vi nu åbner for tilmeldingerne.