Kun få timer efter, at de nye restriktioner blev meldt ud mandag eftermiddag, lød det fra Organisationen Danske Museer, at museerne går ind i nedlukningen med »en vis sindsro«.

Men den sindsro er absolut ikke noget, hverken direktør for Arbejdermuseet eller museumsdirektør for Den Gamle By, kan nikke genkendende til.

»Han taler ikke på mine vegne. Jeg kan ikke sove om natten, så det kan jeg da ikke kalde en vis sindsro,« siger museumsdirektør for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn.

De nye restriktioner rammer 38 danske kommuner, hvor blandt andet teatre, spillesteder og museer skal lukke frem til 3. januar.

Jeg kan ikke sove om natten, så det kan jeg da ikke kalde en vis sindsro.

Søren Bak-Jensen, museumsdirektør for Arbejdermuseet, køber heller ikke helt formandens formulering.

»Jeg har svært ved at genkende den sindsro, som der bliver talt om fra formandens side. Det er meget muligt, at der er nogle, som er resigneret og afklaret, men jeg kan ikke genkende nogen ro. Jeg synes, det er dybt bekymrende, at museerne bliver stillet i denne situation,« siger han.

Flemming Just, som er formand for Organisationen Danske Museers bestyrelse og direktør for Sydvestjyske Museer, fortalte mandag, at selvom det var ærgerligt, at museerne skulle lukke, at så er det nemmere denne gang, da museerne er klar over, hvilke kompensationsordninger, der venter dem.

»Jeg siger ikke, at de skal tage det roligt, for jeg forstår udmærket godt, at det er en meget ubehagelig situation, som jeg også kender fra mig selv. Det her handler udelukkende om, at vi nu ved, at vi er omfattet af kompensationsordninger,« udpensler han efter den fremlagte kritik.

»Når jeg siger »sindsro«, så handler det om de offentlige ordninger,« lyder det.

Afskedigelser og ophør af samarbejde

Thomas Bloch Ravn fortæller, at selvom kompensationsordningerne hjælper, har det kostet dyrt for Den Gamle By under første nedlukning i foråret. Museet har blandt andet fyret 28 faste medarbejdere, midlertidig ophørt vedligeholdelse af historiske bygninger og gået ud af størstedelen af deres samarbejder for at holde hånden under Den Gamle By.

»Museerne har forskellige vilkår. Det kan godt være, at man tænker: »Museer er bare offentlige institutioner«, men mange har altså helt andre vilkår,« fortæller han.

Også Søren Bak-Jensen er ærgerlig over, at der bliver talt ensartet om alle museer. Han savner anerkendelse fra organisationsformand Flemming Just af, at de økonomiske konsekvenser af nedlukningen er meget forskellige fra museum til museum.

»Vi kommer alle sammen til at undvære besøgende – og det er jo slemt nok i sig selv – men for en række museer, så er vi så afhængige af egne indtægter, så det også betyder en stor økonomisk usikkerhed,« siger han, og understreger, at han ikke kan genkende nogen form for »sindsro.«

Han fortæller, at Arbejdermuseet er blandt de museer, som er afhængige af egenindtjening, og derfor kommer restriktionerne til at have meget alvorlige økonomiske konsekvenser for museet.

»Der er mange museer, hvor nedlukningen ikke har nogen økonomiske konsekvenser overhovedet, og så er der andre museer, hvor den har meget store konsekvenser, fordi de i højere grad baserer deres økonomi på egenindtjening,« lyder det fra museumsdirektøren.