Morten Messerschmidt skriver heldigvis bedre, end han synger

Boganmeldelse: Skrivestilen i Morten Messerschmidts »Farvel til folkestyret« er noget stiv og ufleksibel, men teksten har substans, og han er bedst, når han agerer advokat frem for statsmand.

Apropos at lære sig sin fremtidige statsmandsgerning, er Messerschmidts bog også et fortsat frieri til Socialdemokratiet, som han dog taler til, som en ridefoged ville tale til de livegne bønder i en roman af Henrik Pontoppidan, skriver Bent Meier Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold

Det var med nogen nervøsitet, jeg begyndte læsningen af Morten Messerschmidts bog »Farvel til folkestyret«, for jeg har hørt ham synge. Men gudskelov og tak: Messerschmidt skriver bedre, end han synger. Det vil sige, selve skrivestilen er, ligesom han sangstemme, noget stiv og ufleksibel, men teksten har substans.

Messerschmidt er klart bedst, når han skriver ud fra sit eget fag, juraen, og om hvordan den ifølge ham misbruges det folkestyre, den egentlig skulle beskytte. Den skyldige kadre af »liberaldemokrater« er hverken liberale eller demokrater; de vil ikke vide af frie nationers folk, endsige respektere disse folks demokratiske selvstyre. EU og Europarådet er hovedfjenderne, og det våben, de ifølge Messerschmidt bruger til at knægte folkestyret med, er at lade internationale konventioner og domstole regere over de enkelte landes egne lovgivere og grundlove. Det sker ved at politisere disse transnationale institutioner.

»Her taler Messerschmidt til socialdemokraterne, som en ridefoged ville tale til de livegne bønder i en roman af Henrik Pontoppidan, en af forfatterens helte.«


Hvad Menneskerettighedsdomstolen angår, så roser på sin side det danske Justitsministerium den for at praktisere en »dynamisk« læsning af Menneskerettighedskonventionen fra 1950. Det vil sige, at den fortolker konventionen »i lyset af de nuværende samfundsforhold i Europa«. Men hvad Justitsministeriet roser, er præcis dét, Messerschmidt afskyr ved domstolen i Strasbourg.

For det giver plads til juridisk aktivisme, hvor domme(re) trumfer den nationale regeringsudøvelse. Det skete for eksempel i 2019, hvor den hollandske regering, først ved appeldomstolen og senere i den hollandske højesteret, tabte mod klimabevægelsen Urgenda, der havde anklaget regeringen for en for lempelig klimapolitik. Herved, argumenterede Urgenda, var deres i konventionens artikel 2 sikrede »Ret til liv« blevet truet. Og sådan går det fra sag til sag til sag, mens folkestyret, ifølge Morten Messerschmidt, skrider.

Overbevisende

Messerschmidt  argumenterer egentlig ganske overbevisende for, at gennem disse sager kommer ret til at udradere pligt, mens individ kommer til at udradere fællesskab, og abstrakt internationalisme kommer til at udradere det konkrete, nationale fællesskab.

Dog får vi i bogen kun et temmelig ensidigt billede af forholdet mellem international ret og national regeringsførelse. Messerschmidt angiver for eksempel ikke, hvad vi skulle stille op med krigsforbrydere eller antisemitisme uden det internationale retssystem, ligesom det kun nævnes i en omvendt bisætning, at EU har bidraget (antageligt ganske betydeligt) til fred efter verdenskrigenes rædsler.

For i denne bog er Messerschmidt mere advokat end statsmand. Forskellen mellem dem er, at advokaten advokerer for sit synspunkt, mens statsmanden forstandigt vedgår situationens kompleksitet ved at insistere på, at internationalisme også, i for eksempel tilfældet NATO, beskytter nationalstatens styre.

Denne ensidighed bliver tydelig, når løsningen på alle disse uhyre relevante og ofte fortiede juridiske problemer simpelthen bliver at forlade EU over hals og hoved – idet vi dog rådes til at skele til Norge og Schweiz!

Apropos dette at lære sig sin fremtidige statsmandsgerning, er Messerschmidts bog også et fortsat frieri til Socialdemokratiet. Stemningen ved denne fiktive fælles fest fejler nemlig ifølge bogen ikke noget: »Når jeg i dag mødes i venskabeligt lag med mine venner fra den socialdemokratiske top, taler vi om historie og litteratur. Vel, jeg taler om danmarkshistorie og dansk litteratur. De taler om partihistorie og arbejderlitteratur.«

Ridefoged

Her taler Messerschmidt til socialdemokraterne, som en ridefoged ville tale til de livegne bønder i en roman af Henrik Pontoppidan, en af forfatterens helte. Eksemplet demonstrerer til fulde, hvorfor det aldrig er klogt at tale ned til mennesker nedefra, og da slet ikke til en socialdemokratisk »top«, som man mener, man er venner med. For med bogens opstyltede sprog, der lader flokke af fremmedord flagre hjemløse rundt på siderne, og med de villede referencer til (andre) dannede personer fra vort lands åndsaristokrati, forråder Messerschmidt sin rolle som den jævne mands forsvarer, uanset at det er en rolle, han mener sig født til. Han fremstår snarere som en jævn mand, der netop ikke vil være præcis dét: Jævn.

Nogen bør minde Messerschmidt om, at der ikke findes noget, socialdemokrater afskyr mere end en klasseforræder – medmindre man da som Olof Palme forlader den besiddende klasse og kommer ned på det jævne.

Klasseforræder eller ej: Bogens anliggende er særdeles relevant; læs den, tag en dyb indånding, bliv lidt klogere, tag selv stilling. Dér begynder Deres forsvar for folkestyret.

Farvel til folkestyret
Forfatter:
Morten Messerschmidt. Sider: 228. Pris: 249,95 kr. Forlag: Munch & Lorenzen