Hvordan vil du beskrive dit forhold til København?
»Det er et kærlighedsforhold. Jeg elsker København, det er en af de smukkeste og mest livlige byer, jeg kender. Jeg er meget begejstret for brokvartererne og for det liv, der er på Nørrebro, Vesterbro og på Amager. Lyset ved havneløbet og ved søerne.«

Hvilken bydel bliver du ved at vende tilbage til?
»Nørrebro. Jeg bliver ved med at vende tilbage, selvom jeg ikke bor der længere. Jeg boede der i 20 år og har mit kontor der i dag. Bydelens energi og liv tiltaler mig. Det er jo lidt ungdommens bydel - eller det har det i hvert fald udviklet sig til at være. Nørrebro har energi, vitalitet og den måske mest rå kriminalitet, vi har i Danmark. Der har altid været kontraster på Nørrebro. I dag er det bandekriminaliteten, før var det ungdomshuset og BZerne, og hvis vi går endnu længere tilbage, var Nørrebro under krigen et sted, der husede mange modstandsfolk. Mine første romaner tog udgangpunkt i Nørrebro og foregik stort set kun der. Siden har jeg bredt det ud, og den seneste bog foregår nærmest overhovedet ikke på Nørrebro, men på Amager - og det er fordi jeg bor der. Jeg prøver at skrive om dét, jeg ser, og det jeg ved noget om«.