Mit København: »Jeg gik der så tidligt, at der stadig lå blod og en pistol på Købmagergade«

Han elsker Slotsholmens drama og vilde historie, og han var en af de første, der tilfældigt ankom til gerningsstedet, da Blekingegadesagen endte i et tragisk drab, fortæller Michael Ulveman, tidligere spindoktor og nu administrerende direktør og partner i kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting.

Michael Ulveman er 56 år og har været særlig rådgiver for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Thomas Lekfeldt

Hvordan er dit forhold til København?

»Det er tæt. Jeg er født og opvokset i Gentofte og bor nu i Skovshoved, men jeg har hele mit liv brugt København meget. Jeg har boet forskellige steder i byen og har altid arbejdet midt i den. Det er jeg enormt glad for, for jeg synes, det er vigtigt at have en puls omkring sit arbejde. Det er inspirerende, og det er vigtigt i mit job og min virksomhed, at vi hurtigt kan mødes med folk. Jeg kunne aldrig finde på at placere mig i Ballerup eller noget i den stil.«