Min bolighandel: »Fedt, at der findes sådan en lejlighed uden for byen«

Dorthe van Wylich Neuert og hendes mand flyttede fra Vesterbro til noget så sjældent som en herskabslejlighed fra 1775 i Hørsholm. De sætter pris på den skønhed, der følger med patina og historie.

Møbler bør have volumen i en stue af denne størrelse. Midlertidige Ektorp-møbler fra IKEA er blevet permanente foran pejsen. Jens Lyngsøe-sofabordet er købt på Lauritz.com. Jan Ove Kristensen

Hvordan blev boligen jeres?

»Vi boede på Vesterbro og længtes efter at komme ud af byen. Det skyldes nok, at jeg og min mand er vokset op i henholdsvis Høsterkøb og Haslev. Vi nåede ikke at gå på systematisk boligjagt, men så tilfældigt den store erhvervslejlighed med mulighed for at søge om at indrette som beboelse. Vi faldt for stedet med den store stue, som har været spisesal i et hotel engang. Farvevalget, loftet og de høje marmorerede paneler kunne vi ikke stå for«.