Arkitektvilla fra 1958 blev renoveret fra A-Z: »Vi var skræmte af udsigten til en dyr ombygning«

Christina Julsgaard og hendes familie flyttede ind i en tidstypisk villa fra en anden æra og valgte at ombygge og renovere fra A til Z, bygge til i begge ender og ændre alt fra ruminddeling til materialer og indretning.

Trods en omfattende om- og tilbygning har villaen nord for København bevaret sit udtryk fra slutningen af 1950erne. Fra have og terrasse er udsigt til skov og en mindre sø. JAN OVE KRISTENSEN
Christina Julsgaard er selvlært billedkunstner og flittig arbejdsnarkoman. Når familien er på arbejde og i skole, skaber hun sine billeder i det tilbyggede atelier. Og så går hun op i det visuelle og æstetiske i familiens hus i Nordsjælland. JAN OVE KRISTENSEN

Hvordan havnede I i det nye hus?

»Da familien og jeg boede i et nyere dobbelthus i Espergærde, visualiserede jeg et nyt hjem for mig selv og familien. Først og fremmest skulle det være i minimalistisk funkisstil – alt andet end en palævilla eller stråtækt idyl – med et atelier, hvor jeg kunne skabe min kunst hjemmefra. Og så skulle en ny bolig ligge tættere på København og helst med udsigt til en sø lige som dér, hvor jeg voksede op i Allerød. Imens renoverede vi videre på huset i Espergærde for at optimere det. Indtil min mor – som kendte til min drøm – en dag ringede og fortalte om et hus, hun havde set til salg. Og huset lå faktisk ned til en mindre sø.«