Milliondyrt projekt indviet: Flydende aktivitetshus er åbnet i København

Der er snart ikke det, man ikke kan på vandet i København. Mandag åbnede dørene til byens nye aktivitetshus, der bogstaveligt talt ligger i Nordhavn.

flydende1
Ny aktiviteshus er åbnet i Nordhavn i København. Huset ligger i forlængelse af badezonen, og der er delvis offentlig adgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: By & Havn

Der er dømt klubhus med havudsigt i det spritnye flydende aktivitetshus i den nye københavnerbydel Nordhavn.

Bygningen består af 152 indendørs kvadratmeter med foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna, og omklædningsrum. Bygningen, der er lavet i naturlige materialer, er tegnet af Spektrum Arkitekter.

Foto: By & Havn.

Husets hovedformål er at fungere som samlende fælleslokaler for foreningerne i Nordhavn IF. Huset skal understøtte udviklingen af fritidslivet i Nordhavn.

Men flere områder på den flydende ø har også offentlig adgang for alle. Langs huset er der offentligt tilgængelige trædæk og en trappe, hvor man kan opholde sig frit. 12 forskellige foreninger er en del af Nordhavn IF.

»Når vi udvikler nye bydele, er vi med til at starte foreningslivet, som en vigtig del af sammenhængskraften og fællesskabet i et nyt bykvarter. Vi har udviklet det flydende aktivitetshus sammen med foreningerne, så faciliteterne er tilpasset brugernes ønsker, og nu jeg glæder mig til at se det flydende aktivitetshus i brug, og håber, at det bliver et mødested fyldt med gode oplevelser, fællesskaber og arrangementer,« siger Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn på deres hjemmeside.

Foto: By & Havn.

50-meter svømning i havnen

Det flydende hus er endnu en udendørs facilitet i området, der i forvejen tæller blandt andet det udendørs træningsanlæg Konditaget Lüders og badezonen.

I forbindelse med etableringen af det nye hus er badezonen blevet udvidet, og huset ligger i forlængelse af badezonen.Derfor er det nu muligt at dyrke 50 meters banesvømning. Der bliver også skabt en lille platform i vandet - en såkaldt svømme-ø, der kan anvendes til hvil og leg i vandet.

Det flydende træhus skal bruges til forskellige formål af de 12 forskellige foreninger, der er en del af Nordhavn IF, og det glæder kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde.

»Havnen er én af de største fritidsfaciliteter vi har i København, og derfor er det glædeligt, når vi får flere faciliteter og aktivitetshuse ved vandet. Det er enormt positivt, at det flydende aktivitetshus er et flerbrugerhus baseret på den deleøkonomiske tankegang, hvor adskillige foreninger bruger de samme faciliteter, så flest muligt får glæde af de nye faciliteter,« fortæller hun.

Foto: By & Havn.

Huset har kostet 11,4 millioner kr. og er finansieret af By & Havn, Københavns Kommune og Lokale og Anlægsfonden. By & Havn er bygherre og Københavns kommune har nu overtaget ejerskabet. Driften af huset sker i fællesskab med de tilknyttede foreninger.

Foto: By & Havn.