Den stærkt kritiserede søvntræningsbog »Godnat og sov godt« er stadig at finde på Gyldendals hylder, selvom 724 psykologer mener, den er skadelig for børn og bør fjernes. Mia Bernscherer Bjørnfort er enig i psykologernes kritik. For 11 år siden brugte hun bogens metoder til at søvntræne sit barn, og det er en af hendes største fortrydelser.
Hun er i dag 38 år og hjemmegående. Hun bor med sine fire børn i Ringe på Fyn og driver bloggen »Familieliv Uden Filter«. Hendes erfaring med »cry it out«-metoden startede i 2008, da hun blev mor til sit første barn.