Søndag er der endnu en gang Oscarfest i Hollywood – og selvfølgelig er der allerede nu brok i kulisserne.
Hvorfor overhovedet gå op i noget så forløjet som en prisoverrækkelse i botoxens oppustede hjemby. Er der ikke noget mere fornuftigt at tage sig til ned at sidde med klappepølser og slikskål foran den blåmelerede TV-skærm?
Og lad mig da bare begynde med en indrømmelse: Selvfølgelig er der andre ting at lave en søndag nat (for eksempel: sove) end at sidde klar, mens priserne bliver overrakt. Men med få undtagelser er der ikke meget, der er mere underholdende.
Oscarprisen er nemlig ikke bare en parade i det nyeste indenfor design, ansigtsløft og stiletter, men også i, hvordan vi (eller måske nærmere USA) lige i øjeblikket ser på menneskelige relationer. Både på lærredet og udenfor.
Ingen steder har de store kampagner været mere tydelige end ved de seneste års prisfester, der først var præget af #OscarsSoWhite-kritikken i 2016 og senere af #MeToo og #Timesup-bevægelserne, der fik de nominerede til at gå i sort som en påmindelse om alle de ting, der er og har været galt i filmbyens kulisser.
Problemet er ikke, at de politiske tendenser præger Oscarfesten. Problemet er snarere, at akademiet bag festen krampagtigt forsøger at holde facaden, mens verden går grasset.
Identitetspolitikkens indtog kan også ses i fyringen af Kevin Hart, der dårligt nåede at blive offentliggjort som vært for årets show, før han blev fyret. De kontroversielle udtalelser, som Hart blev fældet af, ligger godt nok flere år tilbage i tiden, hvor man havde en anden moralsk matematik. Men i 2019 kan man ikke have en vært, der åbenlyst siger, at han vil gøre hvad som helst for at forhindre, at hans søn bliver homoseksuel.
Kommentatorer har allerede talt om, at det er det politiske klima, der langsomt tager kvælertag på en begivenhed, som hellere bare skulle være festlig og folkelig. Holdningen kom mest skingert til udtryk sidste år, hvor en af showets producenter, Jennifer Todd fra ABC, stod midt i #MeToos mest aktive måneder og sagde, at »Oscar-uddelingen skal være festlig og sjov og have fokus på de store skuespilpræstationer. Og så skal den først og fremmest fungere som en reklame for den filmbranche, som vi alle har brug for.«
Timingen var næsten lige så tonedøv som hos skilmissemoderen, der beordrer børnene at hygge sig, mens far pakker sine flyttekasser.
Problemet er ikke, at de politiske tendenser præger Oscarfesten. Problemet er snarere, at akademiet bag festen krampagtigt forsøger at holde facaden, mens verden går grasset.
Mit postulat er, at oscarfesten skal ses som et kig ind i den amerikanske underbevidsthed, og det er interessant at få et kig derind – uanset om man støtter #MeToo eller mener, at den politiske korrekthed er gået grassat.
Hvis de politiske vinde endelig skal problematiseres, kan de blive det, når de blæser en dårlig film til sejr, som det skete med sidste års »Shape of Water«, der var en parade i gode intentioner. Men i 2019 er der ingen dårlige film blandt de mest hypede kandidater, og når man finder hele tre film om race i kategorien »Årets film«, er det måske netop fordi, det er det, der optager os (læs: USA) lige nu.
Årets filmfest er således endnu en opvisning af politiske hensigtserklæringer, rollemodeller og forglemmelser. Pakket ind i den glatbarberede, amerikanske fernis, som Hollywood er så god til. Sidder man og savner flere smalle film på podiet, så kan man glæde sig til, at der kun er tre måneder til den franske filmfestival i Cannes.
Vi andre kan godt begynde at finde popcornene frem.
Oscar-statuetterne uddeles i år søndag 24. februar.
