Mediekommentar: Virkelige mord kan godt være underholdning – så længe det ikke kun er underholdning

Der kommer stadig flere podcast om virkelige mord, men der er ingen grund til at begræde tendensen. De bedste af slagsen er nemlig både underholdende, oplysende og interessante.

Hvem dræbte Emilie Meng? Det er spørgsmålet i en ny BT-podcast, der ikke bare stiller skarpt på den unge piges forsvinden, men også på de fejl, der har præget efterforskningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Få ting er så nemme at hidse sig op over som to småfnisende kvinder, der gennemgår rigtige drabssager med samme begejstrede stemmeføring, som man hører under sommerudsalget i Magasin.

Af samme grund var der tidligere på året en del ballade omkring podcasten »Mørkeland«.

Radioværten Sandie Westh, der selv har mistet sin søster, og den erfarne kriminalreporter Marie Louise Toksvig var en del af koret, der kritiserede podcasten og dens værter for at hygge-gyse sig gennem virkelige mord. Begge kritikere gjorde opmærksom på det åbenlyse: At der er grænser for, hvordan vi kan tale om andre menneskers død. Og at den grænse stadig oftere bliver udfordret i en tid, hvor true crime-bølgen skyller ind over os med stigende intensitet.

Først kom den amerikanske podcast »Serial« og dokumentarserierne »Making a Murderer« og »The Jinx«. Nu kan man høre to BT-journalister gennemgå sagen om den 17-årige Emilie Meng, der forsvandt på vej hjem fra en bytur 10. juli 2016 i »Nogen ved noget – Emilie Meng-mysteriet«, mens mordet på Stine Geisler bliver gennemgået i podcasten »Mordet uden ende«, som Politiken står bag. Heartbeat laver kriminologi-podcasten »Forbrydelse og straf«, mens podcasten »Danske seriemordere« fra Mofibo undersøger en række uopklarede kvindedrab, der ramte København fra 1989 til 1990.

»Tit er den tilfældighed, der plager dansk efterforskning lige så uhyggelig som de forbrydelser, der bliver begået.«


Næst efter kælderkolde øl og lyserøde badedyr kan danskerne åbenbart ikke få nok af andres forbrydelser, når de skal hygge sig i sommerferien.

Men faktisk er der ikke så stor grund til bekymring. Lytter man efter, er de nævnte podcast nemlig alle respektfulde over for de mennesker, de taler om. »Nogen ved noget – Emilie Meng-mysteriet« går klassisk journalistisk til værks. Først taler man med de pårørende, senere politiet og herefter de mange frivilige, der forsøgte at hjælpe med at finde den forsvundne pige.

Mange af dem vandrede uvidende ind i private haver og var muligvis med til at ødelægge afgørende spor. Samtidig var politiet ferieramt, hvilket gjorde, at efterforskningen blev kastet frem og tilbage mellem dem, der sad tilbage på den lokale politigård, når resten tog til Mallorca med familien.

Mordet på Stine Geisler er en af dansk kriminalhistories mest efterforskede sager. Nu går en ny podcast sagen igennem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Rud.

Det er oplysninger af den slags, der er med til at gøre de danske true crime-podcast til virkelig skræmmende underholdning. Ikke kun på grund af ofrene, men lige så meget på grund af den tilfældighed, der tilsyneladende stadig plager dansk efterforskning. I »Danske seriemordere« hører vi således også, hvordan Amagermanden fejlagtigt blev renset for mistanke i forbindelse med et kvindedrab. Den slags er næsten lige så uhyggeligt som de forbrydelser, der bliver begået.

Sagen er nemlig, at virkelige mord godt kan være underholdning – så længe de ikke kun er underholdning. Hvis værterne bare vil hygge-gyse, bør de nøjes med fiktive drab. Men bærer de et oprigtigt ønske om at opklare sager – som mordet på Stine Geisler eller Emilie Mengs forsvinden – kan de fungere som en interessant indføring i det uforløste detektivarbejde. Ikke for at fælde dom, men for at stille spørgsmål. Som en retsmediciner sagde under »Mørkeland«-balladen: Pressen er den fjerde statsmagt – ikke dem alle fire.

Det ved de fleste podcastværter heldigvis godt.