Mediekommentar: Sarah Jessica Parker er for evigt muteret til Carrie Bradshaw. »Divorce« viser hvorfor

I tredje sæson af HBOs »Divorce« lykkes det stadig ikke for skuespilleren Sarah Jessica Parker at genopfinde sig selv. I stedet genopliver hun den verdensberømte karakter, der både blev hendes lykke og kunstneriske nemesis.

Tøjet er ikke hevet direkte ud af modehusenes showrooms på Madison Avenue som det var i »Sex and The City«, men meget andet i sæson 3 af »Divorce« vækker mindelser om Carrie Bradshaw og hendes girlsquat fra 90erne.

Det kan være uventet svært at få en guldske stukket op i måsen. Da den amerikanske skuespiller Sarah Jessica Parker i 1998 fik rollen som Carrie Bradshaw i »Sex and The City«, fik hun samtidig foræret verdensberømmelse, rigdom - og et kunstnerisk nemesis.

I løbet af seriens seks sæsoner og de to efterfølgende film muterede Sarah Jessica Parker så eftertrykkeligt til sin karakter, at det aldrig er lykkedes skuespilleren at smide Manolo Blahnik-stiletterne og blive sin egen. Fans flokkes stadig dagligt om Carrie Bradshaws berømte trappesten på Perry Street i New York, og Sarah Jessica Parker bliver fortsat kontaktet af folk, der forveksler hende med rollen og søger et godt råd til deres datingliv.