Mediekommentar: Put Baby in a corner og find på noget nyt. Jo før, desto bedre

Det er verdens dårligste idé at lave en toer til klassikeren »Dirty Dancing«. En film, der får kvinder til stjæle toiletbrætter fra et hotel, fortjener at hvile i fred, skriver Birgitte Borup.

Patrick Swayze og Jennifer Grey udødeliggjorde »Dirty Dancing«. Nu vil Jenneifer Grey genoplive filmen som både skuespiller og executive producer på en toer. Det er cirka verdens værste idé. HO

Der er svære toere, og så er der umulige toere. Til den sidste kategori hører det håbløse projekt, der blev annonceret for nylig: Der er en efterfølger på vej til en af vor tids mest populære filmklassikere, »Dirty Dancing«. Jennifer Grey, der spillede den kvindelige hovedrolle og dansede igennem sommeren med Patrick Swayze, har fået den umådeligt dårlige idé at vride endnu en pose penge ud af den legendariske film fra 1987.

Ihukommende, at Patrick Swayze har ligget i sin grav i mange år, kommer filmen næppe til at kunne genskabe bare et sandkorn af den magi, der stadig svæver hen over originalen. »Og hva' er problemet så, Boomer-Birgitte?«, tænker du måske. Det er netop, at magi er noget, man skal værne om. I kærligheden, i livet og naturligvis i kulturen.