Mediekommentar: »Normale mennesker« får dig ikke til at føle dig normal, men det er netop pointen

»Normale mennesker« er en serie, der med sine alsidige karakterer og langsomme scener har et godt tag om ungdom, klasseforskelle og seksualitet, så man forstår, hvad der er på spil i bestræbelsen på at være normal.

TV-serien »Normale mennesker« om Marianne og Connell giver et smukt indblik i ungdommen og dens facetter af usikkerhed, når man bare gerne vil være normal. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/DR

Da jeg forrige sommer læste unge irske Sally Rooneys »Normale mennesker«, bar jeg bogen med mig overalt, da jeg bogstavelig talt ikke kunne lægge den fra mig.

Min glæde var derfor stor, da det blev annonceret, at BBC og Hulu ville omsætte bogen til levende billeder i form af en TV-serie. De første af i alt 12 afsnit kan streames på DR.

Med mine 25 år rammer serien ned i alt det, man går og tumler med, når man går fra at være ung til voksen. Hvem er jeg egentlig? Finder jeg nogensinde kærligheden?

»Normale mennesker« skildrer en variant af normalitet, der godt nok ikke får mig til at føle mig normal, men alligevel får mig til at sidde tilbage med en følelse af, at jeg da heller ikke er helt unormal. Og det er nok netop hensigten med serien, der ærligt skildrer livet på de unges præmisser. Ikke ulig den succesfulde norske ungdomsserie »Skam«.

Tråde til Shakespeare og Jane Austen

Heldigvis har TV-serien samme effekt på mig som bogen, på trods af, at fortællingen kredser om en kærlighedshistorie så universel, at den trækker tråde tilbage til Shakespeare og Jane Austen: Dreng og pige forelsker sig trods klasseforskelle. Dreng og pige går fra hinanden. Dreng og pige finder sammen igen. Repeat.

Men Sally Rooney formår at gøre sin fortælling om Marianne – med et pandehår, der får undertegnedes til at ligne en våd høstak – fra overklassen og Connell fra underklassen alt andet end universel og triviel.

Den ukendte skuespiller Paul Mescal indtager rollen som den generte Connell. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/DR.

Man taber hurtigt sit hjerte til generte og tavse Connell, trods hans fejl og mangler, som når han ikke tør stå ved sin relation til Marianne over for sine venner i skolen af frygt for at virke unormal. Det er ikke kun hans korte fodboldshorts, der kan tage æren for det, men også hans kejtethed og litterære begavelse, der kan gøre enhver pige, der bruger sine ferier på at læse, blød i knæene.

På universitetet er rollerne byttet om. Connell kan ikke længere benægte sin baggrund. Han har svært ved at passe ind i den akademiske verden, mens Marianne – der var den store outsider i gymnasiet – pludselig er blevet populær.

Mens Connell og Marianne forsøger at finde hinanden, er de også i gang med at finde sig selv. En proces, der kan være svær. For hvor meget skal man give afkald på sig selv for at gøre et andet menneske glad? Under overfladen pirrer konstant Mariannes behov for at tilfredsstille Connell, selv om det gør ondt på hende selv – eller måske netop derfor.

Marianne spilles i serien af Daisy Edgar-Jones og hendes flotte pandehår. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto/DR.

Fallos i bedste sendetid

Jeg græd, da Connell og Marianne havde sex første gang. Det kan lyde mærkeligt, og jeg var da også selv lidt forundret. Men der er en tryghed og sødme over scenen, som man sjældent ser på TV og i film. Scenerne bliver så intime, at jeg næsten følte, at jeg var med i soveværelset, når sexscenerne foldede sig ud over flere minutter. Selv Connells ædlere dele får ikke kun Marianne, men også seerne, lov til at se flere gange – hvilket i sig selv er forfriskende, da mandens fallos ofte er gemt bort, mens kvindens krop får alt rampelyset.

Serien rammer så præcist de mange facetter af usikkerheder, ungdommen rummer, at det giver mig nervøse trækninger ved tanken om, at jeg stadig befinder mig i den periode i livet, hvor knuste hjerter, usagte ord og ureflekteret usikkerhed stadig hersker.

Mediekommentaren er skrevet på baggrund af de første seks afsnit. »Normale mennesker« kan ses på DR.