Hvad handlede den egentlig om, den time, DR1 kunne afsætte til at fejre den befrielse, der fandt sted i disse dage for 75 år siden? Den lignede jo det, den skulle være. TV-kanalens troværdige ansigt Tine Götzsche var hidkaldt til at hundefryse i forårsblæsten i en seriøs, koboltblå overfrakke og påtog sig opgaven som skolefrøken, der trak med ilende, men lidt stivbenede fjed gennem sine mange huskekort om de fem forbandede år fra 9. april 1940 til 5. maj 1945, fra besættelse til retsopgør. Og scenografien – den lignede en installation, der var udtænkt i Ingvar Cronhammars hjerne – var en kreds af høje skærme, som kameraerne i lange passager snurrede om, og som viste gamle, flimrende klip, mens de sammen med lydsiden skulle bringe os tættere på de mange voldsomme begivenheder dengang. Godt tænkt og pænt stemningsfuldt, selv om man hellere ville have kunnet se, hvad der foregik. Man skulle nok have været der.
Men så er der så meget andet, der i virkeligheden ikke handlede om besættelsen, men om os selv. Nu og her. Hvor var danskerne henne? De stod og hang på balkonerne – sammen, hver for sig – i den baggård på Nørrebro, hvor Tine Götzsche, huskekortene og skærmene var stablet op. En skærende kontrast til de jubelscener, der udspillede sig i gaderne for 75 år siden, hvor fremmede faldt hinanden om halsen i rød-hvid lettelse. Hvad var det, Lise Nørgaard sagde fra en af skærmene undervejs:
