Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) har netop gæstet programmet »Tal til mig« på DR P1, hvor vært Iben Maria Zeuthen hver uge inviterer en gæst i studiet for at tale om et øjeblik, der blev afgørende for hans eller hendes tro.

Relativt hurtigt i programmet nævner Iben Maria Zeuthen, at nogle måske vil undre sig over, at der ikke bliver snakket om kirkelukninger og kulturpolitik, men at det ikke er fokus i dagens program. Årsagen er, at Joy Mogensen bliver kritiseret rigeligt fra alle sider, og at programmet har til formål at tilføje et andet perspektiv.

At Joy Mogensen er hyppigt udsat for kritik er svært at erklære sig uenig i, og flere er måske begyndt at stille sig selv spørgsmålet: Er Joy Mogensen virkelig en så kropumulig kultur- og kirkeminister, eller er der noget andet, der gør, at hun for kritikere fremstår så øretæveindbydende?

Ved at sætte de kritiske røster på pause, har Iben Maria Zeuthen måske formået at finde svaret. Undervejs i programmet blev det understreget med al tydelighed, at Joy Mogensen er det perfekte mobbeoffer.

Joy Mogensen fandt som barn Gud på en kristen spejderlejr. Hun er nok mere troende, end de fleste lige er klar over, og helt grundlæggende anser hun menneskers manglende religiøsitet som en lukkethed for Gud affødt af angst.

»Man skal åbne sig for den (religiøsiteten, red.), fordi ellers så lukker man sig for en stor del af verden, og det at være et menneske«. Siger hun. Det at være menneske.

I sig selv en ret reaktionær, fordømmende og bedrevidende udtalelse, som jeg havde taget hatten af for, hvis ikke det mest af alt lignede, at hun ikke selv har opdaget det kontroversielle i det, hun siger.

Joy Mogensen bruger enormt meget af sin taletid på at forklare, at mennesker er fejlbarlige, og at når hun får kritik, forsøger hun at tænke på, hvad det er, der kan få folk til at kritisere hende, og forholder sig til det i stedet. Det lyder jo meget sympatisk, men i virkeligheden er det de beta-manipulerendes værktøj nummer ét.

»Din kritik handler ikke om mig. Den handler om dig selv,« kunne man også sige. En forsvarsmekanisme, der gør det tåleligt for Joy Mogensen at sidde i den position, hun sidder i som kultur- og kirkeminister med hænderne bundet på ryggen. Alt imens offentligheden kun får mere blod på tanden til at uddele verbale tæsk.

Fejlbarlighed, tilgivelse, forskellighed, uenighed, forståelse og så videre. Alt sammen gode ord i selvhjælpsbøgernes univers, men brugt af en magthaver er det den slags retorik, der får folk til at føle sig talt ned til og dermed provokeret.

Og jeg tror ikke, at Joy Mogensen lirer en indøvet tale af. Ikke spor, faktisk. Jeg tror, hun optræder som sit mest autentiske jeg, men det gør det næsten bare værre. Hun er den lille, tykke dreng i skolegården, der får buksevand og siger »Hvorfor kan vi ikke bare allesammen være her?«

Og jeg siger ikke, at det er godt, at det er sådan. Jeg siger bare, at det er sådan. Indtil hun rejser sig op og slår fra sig, vil buksevandet løbe frit.