Mangemillionæren Lars Tvede: Fremtiden er lys, og det nytter ikke at spare på flyveture og røde bøffer

Vi går en lys fremtid i møde, mener finansmand og serieiværksætter Lars Tvede. Klimaudfordringen bliver løst, der vil være mad nok til alle, og uddannelse vil stoppe befolkningstilvæksten. Eneste aber dabei er den tiltagende koncentration af magten, der kan munde ud i kaotiske tilstande.

Lars Tvede er optimistisk i forhold til fremtiden. Han forudser, at levestandarden fremover kun vil blive bedre. Morten Due

Frygt ikke fremtiden. Du og dine børn vil få en bedre levestandard end de forudgående generationer. Det mener finansiel investor og iværksætter Lars Tvede, der bruger en stor del af sin tid og energi på at læse om nye teknologier og ideer for med afsæt i den viden at kunne forudsige, hvordan verden vil udvikle sig. Kogt helt ned mener han aldrig, at vi kommer til at mangle råvarer. Vi finder nogle stærke alternativer til fossilt brændstof. Verdens forureningsproblemer bliver løst ved hjælp af teknologi. Og befolkningstilvæksten stopper. Som Lars Tvede ser det, er der kun én enkelt sten i skoen.

»Min store bekymring er, at man har en totalt antikveret model for, hvordan man styrer staterne. Den samfundsmodel har nogle indbyggede mekanismer, der er destruktive,« siger Lars Tvede, der til september udgiver bogen »Supertrends – 50 ting du bør vide om fremtiden«.