Hvad skal der ske med vores børn? »Vi står over for nogle udfordringer, som lige nu virker ret uoverskuelige«

Danskerne bekymrer sig over, hvordan børn bedst muligt bliver opdraget til at kunne tackle en ukendt fremtid. Og med god grund mener en professor, en fremtidsforsker og manden inde i Onkel Reje.

Mads Geertsen er kendt som Onkel Reje fra DR Ramasjang. Han kan godt forstå bekymringen over, om nutidens børn bliver opdraget godt nok til at være rustet til fremtidens udfordringer. Nils Meilvang

Handlekraft, rygrad og en følelse af at kunne klare sig selv. Det er de værdier, Mads Geertsen lægger vægt på, at børn i dag bliver opdraget til.

Inde i Mads Geertsen gemmer sig Onkel Reje, der på DR Ramasjang taler flydende »børnsk«, når han får børn og voksne til at grine kinderne ømme over sin manglende korrekthed og vilde indfald. Siddende i området bag Cirkus Summarums cirkustelt er der et par timer til, at han igen forvandler sig til Onkel Reje, men lige nu og her er det en alvorlig Mads Geertsen, der giver sit bud på, hvad børneopdragelse skal indeholde, så poderne bliver bedst muligt rustet til fremtidens udfordringer.