Sidst du så Billy McFarland var formentlig i Netflix-dokumentaren »Fyre Festival: The Greatest Party That Never Happened«.
Hvad der blev præsenteret som en luksuriøs festival på Bahamas med liveoptrædener fra Migos og Blink-182, endte med at være alt andet end det.
Der var ingen privatfly, der skulle fragte gæsterne til deres villaer. Ingen supermodeller som Kendall Jenner, Hailey Bieber eller Bella Hadid, der vadede gennem krystalklart vand og slikkede sol på en yacht.
I stedet faldt 5.000 mennesker i fælden og tilbragte flere dage i et flygtningetelt uden musik og en ostesandwich som den mest appetitvækkende form for spise.
Den berygtede Fyre Festival vender dog tilbage. Det blev allerede annonceret sidste sommer, men et år senere er det stadig usikkert, hvor og hvornår den finder sted, og hvem der overhovedet optræder.
Men fat mod, beroliger Billy McFarland, i et nyt, stort interview i den amerikanske avis The Wall Street Journal.
»Jeg burde ikke tale i absolutter, men det gør jeg her,« siger han:
»Fyre II skal blive til noget.«
Mere uddelegering denne gang
Billetter er også allerede blevet solgt. The Guardian beretter om priser, der nærmer sig 8.000 dollar – svarende til knap 54.000 kroner.
Og i august 2023 købte Cooper Sinkiawic, en 22-årig sygeplejestuderende i Phoenix, og hans kæreste to af de første 100 vip-billetter til Fyre Festival II for 549,89 dollar (cirka 3.700 kroner) hver ifølge Sinkiawic, som har vist skærmbilleder af købsbekræftelsen til The Wall Street Journal.
Billetterne gav adgang til alle indledende Fyre Festival II-begivenheder og til en privat Telegram-gruppechat med Billy McFarland.
Ifølge Sinkiawic var stemningen god, da alle først kom med i gruppechatten, men et år senere er optimismen dalet.
Tre eller fire personer, anslår han, har med held bedt om tilbagebetaling, hvilket dog krævede, at de forlod chatten.
Men det bliver anderledes denne gang, fastslår Billy McFarland. Et produktionsselskab har købt 51 procent af aktierne i festivalens moderselskab, Fyre Media, som vil være ansvarlig for festivalens økonomi og drift – han vil dog ikke nævne, hvilket produktionsselskab det drejer sig om.
Derudover arbejder han sammen med et talentmanagementfirma og en amerikansk festivaloperatør. De eneste dele, han virkelig leder, siger han, er markedsføring og salgsfremmende begivenheder.
»Jeg tror, at det var tydeligt, at en anden skulle være i kontrol,« siger Billy McFarland til The Wall Street Journal og tilføjer:
»Folk vil have svært ved at stole på mig, hvis jeg sætter alt på spil og fejler to gange.«
Tilbragte fire år i fængsel
Den første Fyre Festival, hvor de dyreste billetter kostede omkring 160.000 kroner stykket, resulterede for Billy McFarland i en fængselsdom for bedrageri på seks år og en samlet erstatningssag på svimlende 26 millioner dollar.
»Jeg fortryder dybt mine handlinger. Og jeg undskylder over for mine investorer, mit hold, min familie og de støtter, jeg har svigtet,« sagde han i retten i New York tilbage i 2018:
»Jeg undervurderede groft, hvad det kræver at holde en festival af denne størrelse.«
Han blev dog allerede prøveløsladt i 2022 efter fire års afsoning, og i august næste år har han udstået sin straf.
Til den nye Fyre Festival II bliver lokationer som Honduras, Belize, Turks- og Caicosøerne, Jamaica og Panama overvejet. Selvom der ikke er booket nogen artister endnu, har Billy McFarland allerede andre ideer.
»Karate Combat på standen, det tror jeg ville være fantastisk. Og så have noget ekstremsport, noget comedy og noget mode,« siger han til The Wall Street Journal.