Nelson Mandela og musikken er altid gået hånd i hånd. Allerede i 1980erne, da Mandela sad fængslet for sit arbejde for at bekæmpe apartheid i Sydafrika, udgav ska-bandet Special AKA protestsangen »Free Nelson Mandela«, som efterfølgende blev grundstenen for en lang række støttekoncerter som eksempelvis de berømte »Free Nelson Mandela«-koncerter og Rock mod Apartheid.

Alle sammen havde til hensigt at skabe opmærksomhed om Mandelas arbejde og samle penge ind til den ikke-voldelige kamp for frihed.

Special AKA "Free Nelson Mandela"
 

I 1985 samlede guitaristen Little Steven Van Zandt en all-star gruppe kaldet Artists United Against Apartheid, der fik massiv bevågenhed blandt andet med hittet »Sun City«.

Projektet tiltrak massevis af bidragydere deriblandt Run DMC, Kurtis Blow, Bob Dylan, Ringo Starr, Lou Reed, George Clinton, Pete Townshend. Keith Richards og Ron Wood og i juni måned 1988 kulminerede det hele i den store »Free Nelson Mandela«-koncert på Wembley i London, hvor Sting, George Michael, Eurytmics, Bee Gees, Stevie Wonder, Whitney Houston, Peter Gabriel samt mange andre optrådte.

Artist United Against Apartheid "Sun City"

Herhjemme kunne vi også være med. Den 6. juni 1986 blev Rock Mod Apartheid afholdt på 5-øren på Amager. De danske musikere Henrik Strube og Sanne Salomonsen havde spillet ved et lignende arrangement i Sverige og de bakkede op om et lignende arrangement på dansk grund.

15.000 mennesker mødte op til koncerten med en lang række danske stjerner på programmet.

Strube, Wiehe, Salomonsen og Afzelius "Hold om mig" - fra det svenske "Rock Mot Apartheid"

Da Nelson Mandela i 1990 blev frigivet fra fængslet blev det internationalt fulgt op med endnu en støttekoncert på Wembley og da Mandela i 2008 fyldte 90 var det Hyde Park, der dannede rammen om en hyldestkoncert med blandt andet Amy Winehouse, Josh Groban og sydafrikaneren Johnny Clegg.

Amy Winehouse "Rehab" - Fra Mandelas 90 års hyldestkoncert 

Gennem årene har musikere i massevis givet deres støtte til Mandela og han har givet sin støtte tilbage. Massevis af kunstnere fra Spice Girls til 50 Cent har ladet sig forevige med Mandela, men mest kendt er nok Bono og U2s tætte forhold til den tidligere præsident i Sydafrika. Et forhold, der nu atter er yderst aktuelt, da U2 rent faktisk har skabt det helt nye nummer »Ordinary Love« til den nye film »Mandela - Long Way To Freedom«, der får premiere næste år.

U2 "Ordinary Love"



Sange inspireret af Nelson Mandela