LONDON: Royale, kendisser og medlemmer af Nelson Mandelas familie deltog i aftes i London i premieren på den biografiske film om hans liv - helt uvidende om at manden var død få timer tidligere.

Mandelas død blev annonceret i Sydafrika, mens hertugen af Cambridge, prins William, og hertuginden satte sig ned for at se »Long Walk To Freedom«, filmen der er baseret på biografien om det sydafrikanske ikon.

En af Mandelas døtre, Zindzi Mandela, var også til stede blandt publikum, mens en anden, Zenani, netop var gået igen, fordi hun allerede havde set filmen.

William og Kate blev diskret informeret om hans død af en royal medarbejder kort før, at filmen sluttede.

Nyheden, som blev afsløret på TV i en tale til nationen af Sydafrikas nuværende præsident, Jacob Zuma, blev umiddelbart efter filmen overdraget til de chokerede deltagere i premieren. To minutters stilhed blev holdt i biografen.

»Jeg ønsker kun at sige, at det er en ekstremt sørgelig og tragisk nyhed,« kommenterede prins William umiddelbart efter uden for biografen på Leicester Square i det centrale London.

»Vi var netop blevet mindet om, hvilken ekstraordinær og inspirerende mand, Nelson Mandela var.«

Umiddelbart efter strømmede det ud med rystede biografgængere, og i modsætning til normalt efter premierer, hvor folk er opstemte over, hvad de netop har set, var der stilhed og triste blikke.

Zindzi Mandela var ellers ankommet jovial og afslappet til premieren for at repræsentere familien.

Lige inden hun gik ind i biografen Odeon, sagde hun opstemt til Daily Mail om filmen:

»Den gør mig virkelig stolt, alt det min familie gik igennem, og at den rolle min far spillede er blevet anerkendt. Det er en stor ting for ham.«

»Når historien dokumenteres på denne måde, handler det ikke kun om os selv, men også fremtidige generationer og om unge mennesker, som min far har en virkelig stor passion for.«

»Efter mit 11-årige barnebarn havde set filmen i sidste uge, spurgte jeg ham, hvad han syntes,« tilføjede Zindzi Mandela.

»Og han svarede, at »den fyr som spillede bedstefar - når han taler, minder han mig om ham««.

Derefter gik Mandelas datter ind i biografen, men kun for få øjeblikke senere at komme ud igen trist og mærket, hvilket skabte spekulationer om, hvorvidt hun havde fået triste nyheder om sin far hjemme fra Sydafrika, inden beskeden om hendes far var officiel og kendt. Hvilket altså var korrekt - men de fremmødte blev altså først blev orienteret efter filmen.