Man skal være tro mod det hus, man bor i. Det mener Nanna Meyer, der er ejendomsmægler og medejer af interiørfirmaet NTER. Så da hun og hendes familie flyttede ind i en 200 kvm stor murermestervilla fra 1927 i Charlottenlund, besluttede de sig også for at føre villaen tilbage til sit originale udtryk i det omfang, det kunne lade sig gøre. Tidligere ejere havde f.eks. fjernet stukken i stuerne, og den måtte Nanna Meyer have tilbage. Hun kontaktede en stukkatør, der kunne genskabe datidens stuk, og nu står stuerne skarpt med en fin stuk. Da værelserne på første sal skulle have nye gulve, fandt hun et savværk i Sverige, hvor de kunne lave præcis samme tykkelse gulvbrædder som de oprindelige gulve fra 1927.
»Det er måske lidt nørdet at gå op i den slags detaljer, som ikke mange vil tænke over, men jeg kan godt lide, at der er en rød tråd igennem huset, og det har vi lagt meget vægt på i vores renovering. Af samme grund rev vi også et mere moderne køkken ud for at etablere et nyt snedkerkøkken i en ældre stil. Alle vores tiltag har givet huset en mere charmerende og original stemning,« fortæller Nanna Meyer.
Holdbarhed og oversize
Det er dog ikke alle elementer fra 1920ernes boligform, Nanna Meyer har overført til sit familiehjem. Dengang bestod husets planløsning af mange små rum, og her har hun valgt det modsatte for at tilpasse huset til en moderne families behov for store fællesrum. Det samme gælder selve stilen i huset.

»Vi har ikke ændret stil, fordi vi er flyttet ind her. Faktisk har mange af vores ting fulgt os i en lang årrække. Jeg har altid været glad for det klassiske udtryk, og jeg går efter tidløst design, der udstråler ro og kvalitet. Det er interessant, hvordan nogle møbler holder både stilen og komforten i så mange år. Et af mine favoritmøbler er eksempelvis vores Eilersen-sofa, der har overrasket mig meget; man sidder stadigvæk fantastisk i den sofa, til trods for at den er 15 år gammel,« siger Nanna Meyer.
Hen over den klassiske sofa hænger en stor statement-pendel i et internationalt design, som bryder med den nordiske stil, og da vi spørger ind til den, griner Nanna Meyer:
»Jeg har en svaghed for ting, der udstråler en international hotelstil. Og de må gerne være i oversize. Når der kommer lidt volumen på en ting, skaber det ro i indretningen. Modsat bliver jeg lidt stresset, hvis der er for mange småting i et rum – det roder i mine øjne.«
Med fokus på ro
Ro er i det hele taget et kodeord for Nanna Meyer, og det har også været helt afgørende for hende, da hun skulle vælge farver til murermestervillaen. Her har hun holdt sig til nuancer af grå og hvid for at opnå et harmonisk udtryk, dog enkelte steder afbrudt af grøn. En farve, som hun er særlig glad for.

Selv om Nanna Meyer er til en lys og nordisk stil, afslører et hurtigt kig omkring i hjemmet, at hun forstår at balancere indretningen, så indtrykket samtidig bliver hyggeligt og personligt. F.eks. har hun tilsat velourgardinerne, og de smaragdgrønne gardiner falder tungt ned som modspil til de lyse og hvide rum.
»Velour er i tiden lidt nu, men jeg har også en tendens til at falde for ting, der er lidt tunge, som velour. Det er fascinerende, hvordan velour er både tungt og blødt på én gang,« siger hun.
Og da vi spørger Nanna Meyer, hvad det vigtigste er i et hjem, lyder svaret prompte:
»God karma. Dit hjem skal være et sted, hvor der er rart at være og du har følelsen af at slappe af. For os er det at bo med det design, en nøje udvalgt farvepalet og de materialer, der betyder noget for os.«