Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Det største problem i verden lige nu er de klimaforandringer, der helt tydeligt presser sig på. De griber ind i vores liv på så mange måder, og det bliver mere og mere tydeligt, at det er noget, der skal handles på. Men det bliver også mere og mere tydeligt, at det er svært at handle på.
Her har By & Havn en kæmpe rolle, fordi det, vi arbejder med, har så lang tidshorisont. Det, vi bygger nu, kommer til at stå i mere end 100 år. Derfor skal vi være forudseende, og noget af det vigtigste for os, når vi planlægger nye bykvarterer, er, at de skal være bæredygtige og bidrage til, at man kan leve med et mindre CO2-udslip. Der skal både være energieffektive bygninger, cykelstier og natur.
Med det helt nye projekt, Lynetteholmen (en kunstig ø i Københavns havn nord for Refshaleøen, red.), får vi desuden mulighed for – hvis vi får en verden med stigende vandstand, hvilket alt tyder på, at vi får – ved hjælp af sluser at lukke af for vandet og beskytte København. Så vi prøver både at forebygge klimaforandringer og komme med bud på, hvordan man kan beskytte byen mod det stigende hav.«
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?
»Jeg har altid været lidt af en læsehest, så der er mange bøger, jeg kunne vælge. Da jeg som ung boede i Norge, havde jeg en skøn moster Bente, der sendte mig bøger – hun mente ikke, der var nogle ordentlige bøger i Norge. Der skulle også lidt ungdomsbøger til. En af de bøger, der dengang gjorde stort indtryk på mig, hed »Kvinde ved tidens rand«. Den er en anelse feministisk, men den siger også noget grundlæggende om, hvordan man kan se på verden, at der er forskellige veje, man kan gå.
Det er en bog, jeg stadig indimellem tænker tilbage på, fordi den viste mig, at verden ikke bare er her og nu. Verden er noget, vi hele tiden selv præger og påvirker, både som enkeltpersoner og som større grupper. Den viste mig, at de valg, vi træffer, har konsekvenser og kan få verden til at gå i forskellige retninger.«
Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Ja, jeg er lidt en langrendsnørd, og særligt mit venstre knæ ligner et eller andet på en teenagedreng. Jeg står nemlig også på rulleski, og i mange år mente jeg, at det kunne jeg sagtens gøre uden at vælte. Det viste sig at være løgn. Så der er lidt asfalteksem her og der. Nu er jeg begyndt at bruge knæbeskyttere, for man bremser ikke særligt nemt på rulleski.«
Det, vi bygger, kommer til at stå i mere end 100 år. Derfor skal vi være forudseende, og noget af det vigtigste for os, når vi planlægger nye bykvarterer, er, at de skal være bæredygtige
Hvornår indtraf dit professionelle livs mest afgørende øjeblik?
»Jeg startede faktisk med en forskerkarriere. Jeg er uddannet civilingeniør og fik både skrevet en ph.d.-afhandling og gik også i gang med en postdoc. Men på et tidspunkt konstaterede jeg, at forskning bare ikke er mig. Det har været fedt, og jeg er blevet klogere, men jeg vil gerne være med i nogle processer, hvor jeg føler, jeg kan være med til at påvirke verden mere her og nu.
Forskning er det lidt længere seje træk, og man sidder måske også lidt mere isoleret. Jeg er nok for udadvendt til det og har for meget lyst til at indgå i netværk og tale med andre mennesker. Så det, at jeg droppede forskerkarrieren, var helt klart det mest afgørende for mit professionelle liv.«
Hvad er dit yndlingsord?
»I disse tider med Lynetteholmen må det være »spuns«. Det er noget, man bruger, når man bygger havn, nogle store jernplader eller vægge, som man skyder ned i grunden, når man f.eks. skal fylde jord op. Det kalder man at spunse. Ordet kom helt ind i Spejlsalen, da Lars Løkke lancerede projektet, og det synes jeg var fantastisk, fordi de havnebygmestre og andre gode folk, vi har her i huset, elsker at spunse. Det er en del af deres faglighed – så lige for tiden er spuns mit favoritord.«
Hvad har fiasko lært dig?
»Fiasko kan være mange ting – det kan også bare være situationer, hvor man tænker, at det her gjorde du ikke godt nok. Jeg var på et tidspunkt på et lederkursus med en skøn kvinde, som dengang var leder af U-turn, et rådgivningstilbud for unge i København, og hun sagde: »Det er overraskende, hvor meget folk undervurderer god, gammeldags forberedelse.« Og det er rigtigt. Hver gang jeg har syntes, at det her gjorde jeg ikke helt godt, har jeg måttet konstatere, at jeg heller ikke var godt nok forberedt. Så når mine fire børn er lidt bekymrede for en eller anden situation, siger jeg altid: »Ved du hvad, man skal aldrig undervurdere forberedelse. Det er gammeldags og kedeligt. Men det virker.«
