»Man går ud for at pisse, og når man kommer tilbage, er man 70«

I dag fylder Henrik Nordbrandt rundt i en verden, der bliver stadig mere upoetisk, men i den grad har brug for poesi.

Henrik Nordbrandt fylder 70 år i en stadig mere uskøn verden, der stadig har brug for poesien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Jeg har altid været uheldig med praktiske ting. Da jeg boede i Grækenland, skulle jeg engang flytte fra ét sted i byen til et andet. Men den første bil, der skulle fragte mine ting, kunne ikke starte. Bil nummer to gik også i stykker. Og i bil nummer tre svigtede bremserne på vej ned ad en bakke, så vi endte i en sump. De andre sagde, de aldrig havde været ude for noget lignende, men det havde jeg.«

Vi sidder i Henrik Nordbrandts stue. Højt over Østerbrogade, med udsigt over Sortedams Sø. Herfra er der et andet blik på alt det, jeg normalt ser i gadeplan: Metrobyggeriet, trafikken, Søerne, som er blankere, grønnere.

Men hvor Nordbrandt har været uheldig med det praktiske, så har han været heldig på andre måder. Han kan i hvert fald skrive poesi som ingen anden. Det stod allerede klart i debutsamlingen, »Digte« fra 1966. Dengang var Nordbrandt 21 år. Siden da er det blevet til 23 digtsamlinger, der veksler mellem det skønne og det skarpe, det melankolske og det morsomme, det lidende og det legende.

Her er glemmesteder, spøgelseslege, orme ved himlens port og afskeder og ankomster, for nu at parafrasere titlerne på nogle af hans digtsamlinger. Et lyrisk hit – citeret langt ind i klicheen – har han også skrevet: »Året har 16 måneder: November/december, januar, februar, marts, april/maj, juni, juli, august, september/oktober, november, november, november, november.«

Da vi mødes, er det nu marts. Måneden, hvor Nordbrandt fylder 70 år.

»Det er mærkeligt. Jeg har svært ved at forstå det, simpelthen«, fortæller han. »Det føles, som om tiden går hurtigere, som om den accelererer. Jeg kan huske, at Per Gudmundsen, der var kulturredaktør på Aktuelt, sagde, at man går ud for at pisse, og når man kommer tilbage, er man 70. Det går så hurtigt, og hvordan det undervejs er blevet til så mange bøger, det fatter jeg heller ikke.«

»Også fordi jeg ikke synes, jeg laver ret meget. Det meste af tiden laver jeg ingenting. Eller noget andet. Jeg så engang et interview med forfatteren Tarjei Vesaas, hvor han blev spurgt, om ikke han læste og skrev meget. ’Jeg sidder mest bare og glor ud i luften’, svarede Vesaas. Det blev jeg glad for at høre, for sådan har jeg det også, og jeg sætter mig kun ned og skriver, når jeg har noget at skrive. Jeg kan ikke arbejde på kommando. Jeg er så antiautoritær, at jeg ikke engang kan tage imod en ordre fra mig selv. Og jeg kan kun skrive, når jeg har bildt mig ind, at jeg ikke kan. Så kan det være, det går. Det er selvfølgelig ikke sådan, man får en stor produktion og tjener en masse penge.«

Gnisten kom fra et amerikansk digt

»Jeg har tit ønsket, at jeg havde job ved siden af digtningen«, fortsætter Nordbrandt. »Jeg har en niece, som søgte ind på Forfatterskolen, hvor de helt uforståeligt ikke ville have hende. Jeg fortalte hende, at det var et stort held. Så kunne hun gøre lægestudiet færdigt og så skrive helt frit bagefter, uden økonomiske bekymringer eller pres for at udgive en bog hvert år og være med i hele det der overfladiske popularitets- og bestsellerræs. Det har jeg forsøgt at holde mig fri af, og overordnet synes jeg også, at det er lykkedes.«

Lidt hovedregning viser, at Nordbrandt har udgivet digte i 49 år. Inden da, som stor dreng, sprang en gnist over i ham fra et amerikanske digt:

»Jeg var faktisk ikke specielt interesseret i digte som helt ung. Ikke før jeg læste Wallace Stevens. Han skrev noget, der fik mig til at sige ’Wow!’ Det var digtet ’The Worms at Heaven’s Gate’, der handler om genopstandelse, uden at være religiøst. Det handler om, at vi alle bliver ædt af orme for så at vende tilbage i en anden form. At kunne skrive smukt om, at vi alle skal rådne op, det fascinerede mig. Hvad digtet handlede om, det forstod jeg ikke dengang, men billederne i det talte til mig. Ormene, der trækker en stridsvogn. Det ramte noget i mig, og gør det stadigvæk.«

Sådan har mange det uden tvivl også med Nordbrandts digte. At de »rammer noget« i dem. Men hvad betyder digtene for ham selv?

»For mig er mine digte en form for terapi. En måde at skabe indsigt i mit eget liv, en måde at forholde mig til verden på og finde ud af, hvordan den hænger sammen. For mig drejer det sig om at skabe en genstand, et digt, der sætter mig i stand til at opleve det, jeg ser på en ny måde. Det bedste er, hvis jeg bliver overrasket over det, jeg har skrevet. Som om en anden havde skrevet det.«

Aldrig skrevet sandheder

Nogen sandhed er der dog ikke i digtene, understreger Nordbrandt, og i hans ord er der et ekko af nogle linjer fra digtsamlingen »Håndens skælven i november« fra 1986: »Søg ingen sandhed her. Disse digte er håndens værk/som den bevægede sig nogle dage i november, eller skælvede/påvirket af sin ejers humør, kaffe, cigaretter, vin/skyerne over dalen, venners død og meddelelser om krige.«

»Det er nok det tætteste, jeg er kommet på en programerklæring« siger Nordbrandt, der aldrig har villet være noget sandhedsvidne. Eller nogen autoritet for den sags skyld, selv om hans digtsamlinger naturligvis har gjort ham til det. Og han tøver, da jeg spørger, om han stadig går rundt med store litterære ambitioner:

»Hvad skulle det være? Jeg ville ikke opnå noget fra begyndelsen, men har alligevel opnået en del, vil jeg mene. Men litterære ambitioner? Det lyder sgu for dyrt! Jeg håber bare at få lov at skrive noget mere, og der kommer snart en ny digtsamling, der hedder ’Jetlag’. Den handler om min egen fødsel. Jeg blev født ude på Frederiksberg to timer efter, at englænderne havde bombet Shell-huset og den Franske skole. Så jeg blev født med granatchok, og jeg kan huske tilbage til jeg var en måned gammel, måske endda tidligere. Og de tidlige, voldsomme oplevelser sidder i mig endnu, som noget mørkt og traumatisk.«

Henrik Nordbrandt, dansk digter og forfatter. Han fylder 70 år d. 21. marts 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg hader for eksempel at flyve langt. Det gør mig syg i mere end et år efter, jeg er landet. Det er alt sammen til stede i den nye digtsamling, der handler om at flyve og bombe og blive bombet. Sådan er den blevet, uden at det var dér, jeg ville hen. Hvor mine digte kommer fra, det ved jeg i det hele taget ikke. Men de må aldrig kun være private, psykologiske kulegravninger, men skal også tale om noget mere alment. Ellers er det jo ikke interessant for andre, vel?«

Stadig brug for poesien

Med »andre« mener Nordbrandt ikke »alle«.

»Det er ikke enhver, der kan læse og forstå poesi. Det skal de heller ikke nødvendigvis. Engang i Finland delte jeg værelse med en islandsk digter, der klagede over, at han ikke havde flere læsere. Så kom Lars Gustafsson, en stor svensk digter, og sagde: ’Det kommer da ikke an på, hvor mange, der læser. Hvis der bare er fire, der læser dig med glæde, skal du være glad.’ Det er sandt. Alt andet er storhedsvanvid.

Selv har jeg nået et stort publikum, og det er jeg taknemmelig for, men jeg vil alligevel give Gustafsson ret. Og digte er jo ikke som det der uhyggelige X Factor, min datter holder af at se. Det er jo ikke en konkurrence om at være populær, men handler derimod om kvalitet. Det er ikke alt i denne verden, der skal blinke og lyse og handle om at vinde, og blandt andet derfor er der stadig brug for poesien.«

Den verden, ny poesi skrives i, er ikke blevet mere skøn eller poetisk. Snarere tværtimod, mener Nordbrandt:

»Efter krigen troede man, at nu skulle der være fred. Jeg kan huske, at jeg som lille dreng fik lov at komme med min far ud på Holmen. Han var søofficer, og hver aften fyrede de en kanon af ved solnedgang. Jeg spurgte ham, om der aldrig mere blev krig. Han svarede nej. Men hvorfor har de så alle de kanoner, tænkte jeg. Og min skepsis blev jo desværre bekræftet senere. I dag er det hele meget bekymrende.«

»Et digt kan noget, en avisartikel ikke kan«

Vi taler om tænkeren og forfatteren Francis Fukuyama, der for nylig skrev, at terrorristerne - disse års store bekymring - får alt for meget opmærksomhed.

»Det tror jeg, han har ret i. Det må høre op. En enkelt forvirret mand gik amok i København. Så er den ikke længere. Havde Islamisk Stat ikke været der, havde han alligevel kunnet få dårlige ideer. Som Breivik. Det gælder om at sørge for, at mennesker ikke bliver så marginaliserede. Om poesi kan spille nogen rolle i sådan en krisetid som vores? Det har den gjort før. Under krige og regimer.

Men krisen i dag er mest en klimakrise, og den krise peger en yngre digter som Theis Ørntoft på i sin poesi. Og et digt kan noget, en avisartikel ikke kan, nemlig forklare tingene i en meget kort, præcis form. Jeg har også selv, mere indirekte, skrevet om klimaet. Mit digt »Svineproduktionen« handler om de stakkels svin og den forfærdelige forurening, svineproduktionen resulterer i. Der stinker af svin i hele landet. Prøv bare at tage toget op gennem Jylland.«

Nordbrandt rejser sig jævnligt for at hente af sine digtsamlinger i den anden stue. For at vise, hvor han har skrevet om det, vi taler om. Men der står ikke én eneste af de bøger, der er skrevet om hans forfatterskab, i reolen.

»Det beskæftiger jeg mig ikke med. Jeg læser ikke bøger og afhandlinger om mig selv. Jeg skubber det væk, alt det der er ikke mig. Jeg vil helst heller ikke tale om mig selv, og hvordan jeg digter. Heller ikke i det her interview. Det gør mig utilpas. Det, der interesserer mig, er at skrive, og for meget ros er heller ikke godt for nogen. Man får storhedsvanvid. Tænk på Hussein, Gadaffi, Ceaușescu og den der idiot, der måtte flygte fra Ukraine. Eller Erdogan i Tyrkiet, der bygger paladser til sig selv. Sådan skulle det nødig gå mig!«

Nordbrandt griner og fortæller, at han indtil videre kun ejer et hus på Møn. Og at han også der har været uheldig med det praktiske:

»Prisen på huset er faldet til en tredjedel, siden jeg købte det. Men det er nu altså også noget af en knaldhytte, der ligger så langt ude, at ikke engang spøgelserne gider bo der. Men det er godt nok til mig.«