Det kalder på ekstraordinær opmærksomhed, når en af den danske litteraturs store rejsende, opbruddenes og ankomsternes mester, Henrik Nordbrandt, skriver et digt om at blive hjemme eller i hvert tilfælde afstå fra opbruddet: »Den euforiske glæde ved at rejse/har jeg omsider indset/overgås kun af den pragtfulde følelse af befrielse/der kommer, når man bliver.«
Med et velgørende overskud af humor pirker vores måske eneste reelle nobelpriskandidat til den entusiastiske læsers fastlåste forventninger, undergraver enhver mytisk nomade-status og bryder ud af rejsernes reservat: »At det har taget mig mange og lange rejser at forstå dette/kan jeg takke min egen dumhed for, dén/og rejselitteraturen, naturligvis/alt det heroiske pladder helt tilbage fra Odysseen og til nu:/Marco Polo, Ibn Battuta, Sir Richard Burton, Livingstone,/Chatwin og alle de andre tosser./Tænk på, hvor mange menneskers liv det har forpestet…«
